Man kan allerede nu glæde sig til den kommende Hirtshals Operafestival 2024, som i år forløber over hele tre
dage med temaet Sange fra havet.
– Ligesom sidste år kan publikum i den første weekend i september, det vil sige den 31. august og den 1. september, høre opera på byens pladser, bygninger, ved havet og ved havneområdet. Derudover bliver der to indendørskoncerter på henholdsvis Nordsøen Oceanarium samt i Hirtshals kirke, fortæller Susan Vivi Sørensen, som er den ene af to nye bestyrelsesmedlemmer hos Hirtshals Operafestival.
– Vi kan se frem til at opleve 4 fantastiske sangere, som alle har tilknytning til Det kongelige teater. Det er Sopran Sine Bundgaard og tenor Niels Jørgen Riis, som i 25 år har sunget sammen. De seneste år i hovedrollerne i Carmen, Idomeneo og Peter Grimes. Den norske mezzosopran Kari Dahl Nielsen og danske bas Nicolai Elsberg tilhører begge den nye generation af fremadstormende unge talenter, som allerede har gjort sig bemærket i ind- og udland, blandt andet i Mozarts Tryllefløjten og Don Giovanni. Alle sangere akkompagneres af pianist ved Det kongelige teater, Leif Greibe. Publikum kommer blandt andet til at høre Puccini, Mozart, Benjamin Britten, Dvorak samt sange fra Showboat med musik af Jerome Kern supplerer det andet nye bestyrelsesmedlem, som er Peter Brix Kjelgaard.
Med baggrund i sidste års succes med omkring 2000 besøgende samt overvældende lokal opbakning, har arrangørerne en forventning om, at der i år kommer endnu flere besøgende til Hirtshals Operafestival. De er bekendt med, at mange allerede nu har booket ophold på byen overnatningssteder.
– Et af foreningens mål er øget fokus på opera for børn og unge, derfor er vi meget glade for at kunne præsentere et professionelt program også for denne målgruppe, fortæller Lisbet Hvid Hermansen.
Festivalen lægger fredag den 30. august ud med opera for børn. Børnehavebørn kan sammen med Lydens Land deltage i to interaktive musikforestillinger i det fri, og for skoleelever vil operafilmen Tryllefløjten blive vist i kulturhuset Den Svenske Sømandskirke. Om lørdagen vil børnefamilier og andre interesserede kunne høre Opera på legepladsen i gågaden ved Ostemanden.
Som optakt til Hirtshals Operafestival afholder Hirtshals Kirke torsdag den 29. august en koncert, hvor de to nordjyske sopraner Charlotte Hjørringgaard Larsen og Marianne Mailund Heuer vil synge Operablomster fra nogle af de største italienske operaer. Sangerne akkompagneres af pianist Natasha Kutsko Jensen.
– Foreningen er i fuld gang med at søge fonde, kulturpuljer, sponsorer og andet, og vi har allerede nu fået bevilliget midler fra Hjørring kommune, Isafold, Spar Nord Fonden, Peder Most samt
Restaurant Normann i Hirtshals, oplyser Lisbet Hvid Hermansen og fortsætter:
– Der er et stykke vej endnu til fuld finansiering, men vores mål er at kunne forankre Hirtshals Operafestival i byen til glæde for både Hirtshals, Hjørring kommune samt de mange turister, der årligt gæster byen. Foreningen hører derfor gerne fra sponsorer eller andre, der vil være med til at støtte Hirtshals Operafestival.
Læs mere mere og følg med på henholdsvis festivalens hjemmeside www.operavedhavet.dk samt på Facebook.