Af Arthur Corneliussen
Hirtshals
Sidst jeg passerede Hirtshals gamle rådhus, viste uret på vores flotte rådhustårn, at klokken var 11.15 ud mod Jørgen Fibigersgade og 08.15 mod Vanggaardsgade.
Mit armbåndsur viste samtidig 10.20, og i modsætning til rådhusuret går dette ikke, som vinden blæser – eller hvad nu forklaringen er på, at rådhusuret igennem flere år ikke har vist korrekt.
Hirtshals er en by, der har rigtig mange turister og besøgende, og er desuden en by, der summer af liv og aktivitet. Det er derfor en falliterklæring, at et højt og markant placeret ur på en kommunal bygning, der kan ses fra store dele af midtbyen, permanent viser skrupforkert.

Tiden står ikke stille i Hirtshals, men de stilestående og/eller upræcise visere signalerer desværre det modsatte – og desværre også lemfældighed og ligegyldighed.
For nogle måneder siden gik byens andet højtplacerede ur (på kirketårnet) også i stå, og som jeg husker det, tog det godt et døgn, så var det i gang igen!
Jeg har som forklaring hørt, at sand og vind er skyld i, at rådhusuret ikke går. Jeg ved ikke, om dette er rigtigt, men uanset hvad: Hvis det overstiger den kommunale formåen, at holde gang i det, er vi faktisk bedre tjent med at urskive og visere afmonteres, så det æstetiske og enkle tårn får lov tale for sig selv.
Jeg plejer ikke at deltage i snakken om, at Hjørring Kommune overser visse områder i kommunen, men lige i dette tilfælde har tanken nu godt nok strejfet mig, om et tilsvarende placeret ur i Hjørring midtby ville få lov til at stå stille i flere år???
Få nu noget gjort ved den sag!


