Af Asger Christensen
Medlem af Europa-Parlamentet
Venstre
Sommerferie er for mange lig med at holde fri, slappe af og komme ned i gear. Måske endda i sydens sol. Men for mange danskere byder sommeren på muligheden for at gøre noget for andre. At være noget for andre.
Tænk bare på de tusindevis af sommerferieaktiviteter der er. Tennisskoler, spejderlejre, fodboldskoler. De er drevet af mennesker, der har valgt at bruge en del af deres sommerferie på at skabe glæde blandt vores børn og unge.
De er det frivillige Danmark. De er limen, der binder Danmark sammen. Alle de mennesker skylder vi en kæmpe stor tak for, at de sætter sig selv til side for fællesskabet.
Men det er ikke bare i sommerferien, at frivilligheden springer ud i fuldt flor. De frivillige bidrager hver eneste dag med en uundværlig indsats.
Frivillige, der får talenter som Vingegaard til at blomstre i et foreningsdanmark, der uge efter uge stiller sig selv til rådighed. Hvor ville Vingegaard have været, hvis ikke engagerede nordjyder havde bidraget med en vigtig indsats for ungdommen i det hjørne af Danmark? Det frivillige Danmark viser gang på gang, at de producerer top-atleter på samlebånd.
Frivillige i ungdommens Røde Kors, der griber nogle af samfundets mest udsatte børn og unge. Frivillige på landets plejehjem, der sikrer meningsfulde aktiviteter for vores ældre i livets efterår. Frivillige på landets hospice, der våger over landets allermest syge i livets sidste timer, og som bidrager til at sikre en værdig afslutning på et levet liv.
Deres frivillige indsats fortjener også en stor tak.
Men vi må ikke kvæle foreningslivet ved at opstille rigide og bureaukratiske regler, som for eksempel GDRP, der minutiøst regulerer foreningsdanmark helt ned i tåbelige detaljer.
Rammebetingelserne skal være i orden for, at de frivillige gider blive ved med at være frivillige. Vi har brug for at endnu flere ser værdien i at give børn, unge og ældre gode oplevelser.
Derfor mener jeg, at vi som politikere – uanset vores politiske overbevisning – har en kæmpe opgave i at sikre de bedste vilkår for alle de frivillige, der bare gerne vil gøre en forskel og gøre noget godt for andre. Vi må simpelthen ikke gøre livet surt for alle de frivillige, der i deres fritid bidrager med en frivillig indsats, og som har en intention om at gøre livet bedre for vores børn, vores unge og vores ældre.
Særligt fordi mistrivslen gnaver i mange hjørner af Danmark, og vi ved, at en af vejene ud af mistrivsel er at være en del af et stærkt og forpligtende fællesskab. Og her spiller foreninger og organisationer en vigtig rolle.
Derfor vil jeg sige tak til alle ildsjælene og engagerede borgere. De mange tusinde frivillige som styrker sammenholdet i alt fra spejderkorps til fodboldklubber og håndboldklubber. Det er på grund af jer, at vores alles børn og børnebørn kan finde vej til fællesskabet, som er en vigtig del af dannelsen.
TAK for jer.
Husk nu lige at mange af de rigide regler stammer fra EU…. Så du kunne jo starte med at afvikle det kæmpe bureaukrati, som finder sted der…..