Asger Gade fra Åbyen tog sidste år helt for egen regning initiativ til at servere lækker julemad for de langtidschauffører, som den 24. december var strandet hos Hirtshals Transport Center.
Arrangementet blev en kæmpe succes ikke blot hos de pågældende chauffører, men gav også genlyd hos lokale borgere og chaufførernes fagforbund samt hos netavisens samarbejdspartner TV2 Nord.
Allerede umiddelbart efter arrangementet sidste år aftalte vi derfor også med Asger Gade, at han ville gentage succesen i 2022, hvis vi og andre lokale virksomheder ville give en hånd med her i Hirtshals.
Derfor har netavisens udsendte og Asger Gade i dag holdt et lille uformelt møde med direktør Tonni Sørensen, som i år sørger for det fornødne service til serveringen samt et lunt lokale til spisningen hos HTC.
Før mødet havde Asger Gade desuden skaffet alle ingredienserne til arrangementet, idet kartofler og chips i år sponsoreres af Coop 365discount, René Ejstrup Larsen fra SPAR og Slagter Winther sponsorerer flæskestegen og rødkål, sodavand sponsoreres af SuperBrugsen, forskellig frugt leveres af Rema1000, mens det fornødne til ris a la mande sponsoreres af Netto.
Julen er da i sandhed hjerternes fest, hvilket Asger Gades uselviske initiativ er et levende bevis på, når det den 24. december ved middagstid endnu en gang foldes ud hos Hirtshals Transport Center.