Allan Milton Woller havde lørdag en rigtig god og spændende dag på job, hvor han skulle hjælpe med en uddokning ved Hirtshals Yard A/S. Her skulle han nemlig som skibsfører på slæbebåden Jeppe trække MV Aspen ud af dokken hos Hirtshals Yard. Aspen havde været i dok for service.
Da skibet blev trukket ud af dokken med hjælp også fra Hirtshals Yards lille slæbebåd Helle Dorthe, startede det op og gik for fuld skrue mod molerne ved Hirtshals Havn. Jeppe blev i farten frigjort, så der kunne gøres plads for det store skib, som skulle nå op på en vis fart for at kunne styre ud på det åbne hav for egen kraft, hvorefter kursen blev sat mod Sverige.
Herefter er dokken klar til Piraja fra Kristiansand. Piraja er slæbt til Hirtshals af Tug Frier fra Kragerø Sjøtjenester. Skibet har nemlig fået havari på gearet. Der skal derfor skæres hul i bunden af skroget, så gearet kan tages ud og sendes til reparation.
Piraja er kunde hos Vestkajens Maskinværksted, men da Sara-Karin, som er Hirtshals Yards kunde, for tiden optager det store beddingsløb, er man nødt til at tage Piraja i dok for at hjælpe kunden hurtigt videre, forklarer Allan Milton Woller.