Af Asser Mortensen
Kandidat til Europa-Parlamentet
Socialdemokratiet
Her i NordsøPosten har jeg igen i dag kunnet læse, hvordan Thorbjørn Jacobsen fra Liberal Alliance præsenterer A-kraft som den nye mirakuløse løsning på alt fra klimakrise til biodiversitet. Som regel er mirakelkure fup, og Thorbjørn Jacobsens kur er ingen undtagelse.
Dyrt og langsommeligt
Klimakrisen er virkelig. Konsekvensen er ikke kun en regnvejrsdag eller to mere i oktober, men en global trussel. Områder i verden er allerede i nød, tørke giver hungersnød, malariamyggen får udvidet sit habitat og skovbrande ødelægger store områder, også i Europa. I sammenligning med resten af verden er de direkte klimakonsekvenser for Danmark i første omgang begrænset, men det er kun et spørgsmål om tid. Når mennesker på vores nabo-kontinenter ikke længere kan overleve, vil det skabe et flygtningepres som vi aldrig før har oplevet, og vi vil på sigt også selv få svært ved, at få udbytte af vores landbrugsjord og af vores have, ligesom drikkevand vil blive en endnu mere knap ressource.
Europa har brug for øjeblikkelig handling. At opføre et atomkraftværk vil i bedste fald tage 20 år, og det er forudsat, at alt går efter planen. De lande omkring os, som har valgt at satse på atomkraft, har oplevet væsentlige forsinkelser og det har vi ikke tid til at vente på.
A-kraft er desuden ikke en billig måde at producere energi på. Selv når man indregner en relativ lang levetid på et atomkraftværk, er elektriciteten fra ny atomkraft opført i Vesteuropa cirka dobbelt så dyr som elektricitet fra danske vindmølleparker og solcelleanlæg.
Skal vi gro en ny akilleshæl?
Vi skal lukke vores sårbarheder – ikke gøre os mere sårbare.
A-kraftværker er, fra en terrorists synspunkt, et oplagt terrormål. Rammes et enkelt mål godt, vil det ødelægge infrastruktur, skabe en miljøkatastrofe og potentielt slå en masse mennesker ihjel – alt med ét angreb.
Den 8. november 2005 arresterede den australske regering en gruppe islamiske terrorister, som havde planlagt at sprænge Australiens eneste atomkraftværk i luften. Dette kan vi selvfølgelig vælge at afskrive som en meget marginal trussel – der skete jo ikke noget. Men i min optik har vi al grund til at være bekymrede.
En undersøgelse fra den amerikanske forbundsstats nukleare tilsynskommission fandt, at over halvdelen af USA’s atomkraftværker ikke var i stand til at modstå et simuleret angreb. Antallet af cyberangreb på verdens A-kraftværker kan dårligt tælles, og det virker som om mine atom begejstrede modkandidater helt har glemt, hvordan vi alle holdt vejret da Rusland angreb Zaporizjzja-værket i Ukraine.
Vi er i Europa skrækslagne ved, at Iran får hænderne i uran, men opbygning af hundredvis af uran lagre og lige så mange depoter for atomaffald er tilsyneladende ikke en bekymring for de A-kraft begejstrede kandidater.
En af de fremmeste argumenter for A-kraft er, at vi skal være uafhængig af f.eks. gas fra Putin. Uafhængigheden af Rusland er vigtig. I 2023 kom 8% af Europas gas fra Rusland (Hvor kommer EU’s gas fra? – Consilium (europa.eu)) og det er stadig for meget. Mens vi snakker om uafhængighed af olie og gas, er uran dog undtaget for EU’s importforbud og over 20% af den uran, vi bruger i Europa, kommer fra Putins Rusland.
Er jeg den eneste, der er betænkelig ved at gøre os mere afhængige af Putin?
Det er sikkert og der kan ikke ske ulykker
Da jeg var barn i 80’erne, kan jeg huske at A-kraft tilhængerne fortalte, at A-kraft var sikkert. Det kunne simpelthen ikke gå galt. Det vi så på ”tre mile øen” i USA, var blot en exceptionel uheldig hændelse, det var et resultat af tekniske og menneskelige fejl. Et uheld af det format, ville højst ske en gang hver 1000 år. Allerede i 1986 blev Europa ramt af endnu en 1000 års hændelse, da Tjernobyl sprang i luften. Denne gang var det tilsyneladende en menneskelig fejl.
Men menneskelige fejl kan vel undgås? Hvis kunstig intelligens og robotter overtager styringen, kan vi så ikke eliminere risiciene for, at det igen kommer til at gå galt.
Den 11. marts 2011 blev Japan ramt af et voldsomt jordskælv på 9.0 på Richterskalaen i havet ud for Fukushima. Reaktorer på kernekraftværket i Fukushima lukkede automatisk ned fuldstændigt som planlagt. Men jordskælvet skabte en tsunami, som herefter oversvømmede kernekraftværket og afbrød nødstrømsanlægget til køling af reaktorkernerne. Det medførte en koncentration af store mængder brint, der eksploderede i toppen af to af reaktor-bygningerne. Store mængder af radioaktive stoffer blev spredt, og en menneskelig og miljømæssig katastrofe var en realitet.
Tjernobyl kan i dag, næsten 40 år efter, besøges af eventyrlystne dommedagsturister, men der kan fortsat ikke bo mennesker, ligesom vagter sørger for, at man ikke kommer helt tæt på.
I Fukushima er man fortsat i gang med oprydningen. Det vurderes, at det fortsat vil tage 30 år at rydde op.
Atomaffald er stadig et problem
Atomaffald er ikke et lille problem, og der er endnu ikke en løsning på problemet. Noget af det højradioaktive affald har en halveringstid på 24.000 år, det skal slutdeponeres i op mod en kvart million år.
Der er en lang række faciliteter for slutdeponi under design og planlægning, men ingen af dem er færdige endnu. Snart forventes den første atomlosseplads at stå færdig i Finland, men efter 60 år med kommerciel atomkraft har verden nu fået 400.000 tons højradioaktivt affald, der er farligt for både mennesker og miljø. Det er ikke kun vores børn og børnebørn vi vil efterlade med dette problem. Vi efterlader et problem, der vil bestå i resten af vores civilisations historie.
Når min kære modkandidat argumenterer for A-kraft i bæredygtighedens hellige navn, synes han helt at have glemt, hvad bæredygtighed betyder. I mine øjne er det i hvert fald ikke bæredygtigt at opbygge store depoter med meget radioaktivt materiale, som aldrig vil forsvinde igen.
Den nye teknologi har svaret på det hele
I mine debatter med mine Thorbjørn Jacobsen, hører jeg ham oftest fortælle med iver om udviklingen af den nye atomkraft-teknologi eller 4. generationsreaktorer, altså ganske små reaktorer, som enten producerer meget lidt affald eller decideret kan bruge atomaffald. Disse små atomkraftværker lover, at der ikke er risiko for ulykker, tekniske fejl, menneskelige fejl, naturkatastrofer, terroraktioner eller hvis et fly styrter ned i det.
Sandheden er, at de teknologier som Thorbjørn henviser til, endnu ikke er i kommercielt brug. Der er simpelthen ikke erfaringer for, at det holder, hvad det lover.
Jeg vil gerne være optimistisk, men på den anden side har jeg også lært hjemmefra, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det sikkert heller ikke sandt.
Det betyder dog ikke, at jeg vil afvise, at A-kraft engang i fremtiden kan blive en del af løsningen. Vi skal bestemt ikke stoppe med at forske i og udvikle de atomreaktorer, der i dag kører – der er ingen grund til at lukke dem, før de er udtjente.
Men som det er i dag, er jeg dog langt fra overbevist om, at A-kraft er den grønne omstillings hellige tryllestav. Vi bliver nødt til at satse bredt, men med hovedvægt på vind og sol.
Vi kan i hvert fald ikke stoppe udviklingen af vind- og solprojekter i håbet om en fremtidig teknologi.
Link til tidligere indlæg
Thorbjørn Jacobsen (LA): Kernekraft kan levere plads til naturen