David Olsen har været assistenttræner siden 2020 i Vendsyssel FF. Først under cheftræner Lasse Steensgaard og sidst under cheftræner Michael Schjønberg. Men nu er assistenttræneren ikke længere en del af trænerstaben. Han er blevet fyret.
Ifølge David Olsen skete fyringen, efter et møde han havde med ejerne hvor direktør Ahmed Schaefer sidder i spidsen.
– Jeg kan godt forstå logikken i at fyre mig. Uden at fornærme nogen, kan man vel roligt sige, at klubben og jeg havde meget forskellige meninger om, hvad god ledelse er, og hvordan dagligdagen i en professionel klub burde være, siger David Olsen, og fortæller at manglende mandskabspleje var et af hans kritikpunkter.
– Så defor er det naturligt at skilles, siger han.
En bumlet vej til overlevelse
Fyringen af David Olsen kommer som kulmination på en turbulent afslutning på sæsonen for Vendsyssel FF. Det var nemlig først i sidste kamp klubben kunne klare frisag og undgå nedrykning.
Inden da måtte både spillere og administrationen bag Vendsyssel FF igennem en måned uden løn og rygter om at ejer, CORE Sports Capital, var ved at opgive klubben. Men pludselig dukkede ejeren Ahmed Schaefer op på en video, hvor han overfor spillere og administration forsikrede dem om, at den manglende løn ville komme til udbetaling.
– I bagklogskabens klare lys er det tydeligt, at den daglige ledelse af klubben har været mangelfuld og udfordret. Ikke at have en ledelse der er tilstede i hverdagen og har fingeren på pulsen, har i den grad manglet. Og jeg vil ønske for klubben, at der kommer en ledelse, der er tættere på hverdagen. Det vil kun styrke klubben, siger David Olsen.
Det er også det, vi fra sportsredaktionen på TV2 Nord har bemærket, da vi fulgte Vendsyssel FF tæt i de sidste kampe. Overværede man træningerne på klubbens anlæg i Vraa, var det tydeligt at se, at det var assistenttræner David Olsen der stod for træningen. Og det bekræfter flere kilder til TV2 Nord.
Træneren skilles med minder fra en spændende tid
Og det er altså ikke en hvem som helst, Vendsyssel FF nu smider på porten. David Olsen har den højeste træneruddannelse i Danmark, og har også UEFA A-trænerlicens. Derudover har David Olsen været DBU instruktør siden 2011, og han har tidligere været træner for de bedste ungdomshold i AaB i over 12 år.
Ifølge kilder tæt på klubben, fortsætter Michael Schjønberg som cheftræner, og ejerne fra CORE Sports Capital vil i den nærmest fremtid indkalde spillere, administration og sponsorer med henblik på at fremlægge en plan for den kommende sæson.
Hvad fremtiden bringer for den fyrede assistenttræner er uvist.
– Selvom det har været hektisk og på grænsen til nærmest kaotisk tilstande, har det alligevel været spændende at være en del af. Der findes mange gode mennesker omkring klubben, der vil Vendsyssel FF så meget godt. Og især på klubbens anlæg i Vraa har de ansatte gjort det fantastisk at komme hver dag, siger han og afslutter:
– Så jeg håber alt godt for klubben.
Kilde: TV2 Nord.