At hjælpe andre til en sund livsstil. Det er den passion, der driver Ditte Kim Andersen som iværksætter, skriver Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter.
Men hvordan kan man udleve sin passion på en måde, så man også kan leve af det? Det er den udfordring, som Ditte Kim Andersen har taget op, og som hun får hjælp fra Hjørring ErhvervsCenter til at gøre til virkelighed.
Det synlige udtryk for Ditte Kim Andersens virksomhed kan ses på hendes website dittekim.dk. Men historien starter faktisk et andet sted i det digitale univers, nemlig på Instagram, hvor Ditte Kim Andersen i løbet af mindre end et år har fået over 20.000 følgere.
Udgangspunktet var, at hun efter fødslen af sit tredje barn havde et personligt behov for at komme i bedre form. Det gjorde hun en indsats for – primært via sund kost – og dokumenterede forløbet på Instagram. Det udviklede sig gradvist til, at mange andre begyndte at følge Ditte Kims råd, og derudaf voksede ideen om at gøre vejledningen til en levevej. Blandt andet ved at tilbyde de mange følgere på Instagram personlig coaching via websitet.
Med bistand af sparring med Hjørring ErhvervsCenters konsulent, Lars Gaden Jensen, har Ditte Kim ikke blot lavet et forretningskoncept, der afspejler sig i websitet, hvor hun tilbyder online coaching. Det har også ført til, at hun har gennemført en uddannelse som kostvejleder, og at hun er i gang med at specialisere sig yderligere i at hjælpe overvægtige børn.
Ditte Kim Andersen passer fortsat sit job som økonomimedarbejder hos Hjørring Kommune. Men planen er at blive coach på fuld tid, når forretningens omfang ser ud til at kunne bære det.
”Det er i længden uholdbart at have både fast job og udvikle en iværksætter-virksomhed. Men det er udfordringen i at hjælpe andre til en sund livsstil, der er min store interesse. Så jeg håber og tror, at det bliver muligt for mig både at forfølge min passion og gøre det til en levevej inden længe,” siger Ditte Kim Andersen.
Hjørring ErhvervsCenters rådgivning til iværksættere er gratis og tilgængelig for alle, der ønsker at starte egen virksomhed. Læs mere her.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.