Butikken Aurion åbnede den 24. oktober 1974 i centrum af Hjørring. I begyndelsen lå butikken på modsatte hjørne, men de sidste mere end 40 år har butikken ligget der, hvor den er i dag på Søndergade 9.
Dørklokkens sprøde toner, duften af korn og mel og alverdens krydderier er noget af det, vi og vores kunder forbinder med butikken – den helt specielle duft af Aurion, som nogen kalder det. Andre forbinder butikken med en slags Aladdins Hule, for her kan man gå på eventyr i alle mulige produkter, som man ikke anede eksisterede.
Hylderne bugner af biodynamiske og økologiske produkter af allerbedste kvalitet. Er det nyt, er det lidt besynderligt og måske lidt eksotisk? Ja, så har butikken det. Og så er der personalet. Søde, smilende og uhyre vidende. Er der noget, du vil vide om helsekost, homøopati eller hvordan man bager et godt surdejsbrød, så bare spørg løs. Bente, Sara og Susanne giver sig altid tid til at forklare tingene i dybden.
Sådan bliver det heldigvis ved med at være, for Bente Mejlholm har overtaget butikken, som nu hedder Kornets Butik. Hylderne vil derfor stadig bugne af de bedste økologiske og biodynamiske varer, og Bente, Sara og Susanne vil du stadig møde i butikken. Aurion vil fortsat være rigt repræsenteret, og der kommer endnu flere spændende produkter til.
Stort tillykke til Bente Mejlholm med Kornets Butik!