Af Jim Christensen
Det stærke mandskab fra Næstved lagde bedst ud og kom foran 3-1, men B75 spillerne kæmpede sig tilbage i denne yderst velspillede bordtenniskamp, som havde nerve, spænding og bordtennis af meget høj kvalitet.
Stillingen blev 3-3, men herefter hev hjemmeholdet endnu en sejr i hus og stod nu tættest på sejren med 4-3 føringen. Desværre tabte B75 spilleren Peter Svenningsen sin sidste single i den ordinære kamp, som dermed sluttede 4-4.
Da kampen skal finde en vinder, spilles der et til sidst et Golden set. Træneren fra hvert hold skal på skift strege en af sine fire spillere. De to spillere, som ikke streges, spiller så til sidst et sidste sæt – golden set.
Fra B75 blev det Peter Svenningsen, som skulle rejse sig og spille golden set, netop imod samme modstander, som han lige havde tabt til. Men Peter viste klasse, bevarede roen, og kæmpede sig til sejren i the golden set.
Dermed sluttede B75 grundspillet med sejr også over nærmeste konkurrent, Næstved. Samlet set snuppede B75 en flot andenplads i BordtennisLigaens grundspil, og får vigtige point med over i slutspillet, hvor Ligaens 6 bedste hold skal dyste om DM titlen.
Foto: Jim Christensen.