Trækplasteret er natur, lokale madoplevelser og mere nærvær. Og så er bæredygtighed rykket ind på familiernes ønskeliste. Den trend mærker både turistbranchen og kokken Uffe Truelsen. Han åbner for andet år i træk ‘Vilgurd Familiecamp’ med fokus på lokale råvarer, økologi og natur, der sidste år blev en stor succes .
Vilgurd er en lille, madglad trold og det flabede ansigt på ‘Vilgurd Familiecamp’. Trolden og kokken Uffe Truelsen lokker med den nordjyske vestkyst, vind i håret, sand mellem tæerne, tid og nærvær på en slags all inclusive-ferie med en bæredygtig holdning. Fx serverer Uffe kun lokale råvarer, mest grønt og mindre kød, næsten alt er økologisk og der er initiativer for mindre madspild.
Det har vist sig at være en pakke, der tiltaler mange i en tid, hvor rejser ude af landet både kan være usikkert og give overtræk på klima-kontoen.
Hjemme hos familien Holt Nielsen forelskede de sig også i den lille trold og bookede en uge på familiecampen, som hun faldt over i et opslag på Facebook. Og hun og familien vil gerne tilbage.
“Da vi kom hjem fra ferien, spurgte min mindste mig mange gange: – Skal vi ikke snart op til Uffe igen, mor? Det betød jo, at ungerne havde en god ferie. For os voksne var det bedste, at vi kunne læne os tilbage og nyde roen og den gode mad fra Uffe og teamet. Det vigtigste for os på en ferie er jo, at vi ikke skal noget hele tiden, men at vi kan en masse – og at vi spiser godt”, siger Line Holt Nielsen, der er mor til to.
Lines familie var fire af de i alt 450 gæster, som besøgte Uffe Truelsens Vilgurd Familiecamp sidste år.
Campen viste sig dermed at blive en større succes, end Uffe Truelsen turde håbe på. Han var spændt på, om ‘sjov familieferie’ og bæredygtighed nu også stod så godt til hinanden, som han selv gik og synes.
”Hemmeligheden er nok, at familieferie skal være sjovt først – og så alt det andet bagefter. Bæredygtig ferie og mad skal aldrig handle om løftede pegefingre, dogmer og kold kålrabi. Det er der jo de færreste, der gider. Derfor handler Vilgurd også i højere grad om god madkultur, lokale råvarer og masser af grønt på ferien, der stadig skal handle om leg, afslapning og masser af is, lækre snacks og et glas kold rosé under parasollen til de gamle.”
Spørger man Peter Krusborg, som er direktør i ‘Destination Nordvestkysten’, der er turistorganisation i Vilgurd-campens område, er lysten til at holde ‘staycation’ i Nordjylland ikke blevet mindre hos de danske familier, selvom de nu igen kan flyve ud i det meste af verden efter nogle år i Coronaens skygge.
“Vi ser flere indikationer på, at trenden med at holde ferien i Danmark kun vil stige de kommende år. Jeg oplever klart, at der er kommet et nyt værdisæt hos mange børnefamilier. Det handler mere og mere om tid til nærvær, natur, god mad og mere eftertanke – også for klimaet. Derfor bliver flere hjemme i Danmark og sparer sig selv og klimaet for turen sydpå.”
Mens de nye familieværdier gør en ferie i Danmark mere populær, er kvaliteten af overnatningen meget afgørende for familierne. Det er de 5-stjernede campingpladser, der bliver booket først, som Peter Krusborg udtrykker det.
“Mange familier vil gerne stå at rotteræset. Familierne leder efter ferier, der kan netop dét. Og en tur til Vesterhavet, sand mellem tæerne kombineret med en slags uhøjtidelig all inclusive på familiecamp, er et godt bud. Jeg tror, vi ser mere af den slags initiativer i fremtiden.”
Fakta om Vilgurd Familiecamp
Vilgurd Familiecamp bliver afholdt i hjertet af det Nordjyske sommerland tæt på Grønhøj Strand – midt imellem Blokhus og Løkken.
Vilgurd har fundet en perle i Ingstrup, der er en velholdt og nyrenoveret efterskole, der blandt andet byder på 48 værelser med eget bad og toilet.
Familiecampen ligger midt i naturskønne omgivelser kun 800 meter fra Vesterhavet og en af Nordeuropas allerfineste strande. Havet, stranden, klitterne og den omkringliggende natur er med til at skabe unikke rammer for en familieferie i Nordjylland – fyldt med hyggelige aktiviteter for store og små.
I løbet af Vilgurd Familiecamp har man adgang til alle de fede faciliteter – fitnessområde, beachvolleybaner, 16 m højt klatretårn, hal, fodboldbane, streetbasket, løbebane + alt det løse.
Fakta om Vilgurd
Vilgurd er bæredygtige oplevelser for store og små. Oplevelsen er omdrejningspunktet. Ligegyldigt hvor du møder Vilgurd, er vores mål at skabe et sted, der er rart at være, og hvor råvarer og måltidet er et bærende element.
Vilgurd er et familieprojekt – en måde at invitere alle ind i vores forestilling om, hvordan man kan opleve noget, holde fri og endda holde ferie uden, at man er nødt til at gå på kompromis med alle de bæredygtige valg, man tager i hverdagen.
Vilgurd er en knopskydning af Køkkenkultur. Et konsulentfirma der arbejder med at implementere mere bæredygtighed i alle de store køkkener i Danmark.
Fakta om Uffe Truelsen
Manden bag Køkkenkultur og far til Vilgurd er Uffe Kjeldgaard Truelsen – en kok med over 20 års erfaring med at lave mad og skabe gode oplevelser på alt fra gourmetrestauranter til efterskoler. Til dagligt arbejder Uffe med køkken-udvikling, foredrag, undervisningsforløb, workshops, teambuilding, podcast + det løse.
Han arbejder gennem et godt humør, en bred faglighed og en pragmatisk tilgang til måltidet, på at formidle alle de aspekter der skal til for at servere et måltid, der er godt for mennesker, og som samtidigt kan bidrage positivt til den bæredygtige omstilling.
Se mere på www.koekkenkultur.dk