Man bør altid være åben over for nye ideer og turde føre nogle af dem ud i livet. Det er nogle af de principper, som mælkeproducent Peter Nielsen lever efter. Nu kan han kalde sig for Danmarks første vinder af landbrugets nystiftede klima- og bæredygtighedspris.
“Jeg tror, at man med alderen bliver lidt af en tryghedsnarkoman og satser på det sikre. For at undgå det har jeg de sidste 20 år haft et gårdråd, hvor jeg får drøftet strategi og får nye ideer til min virksomhed. Her spiller klima- og bæredygtighed en vigtig rolle, og jeg er rigtig glad for at få prisen”, siger Peter Nielsen.
Arbejder konstruktivt og finder løsninger
Det var Peters rådgivere i LandboNord, der havde indstillet ham til prisen, som er indstiftet af Landbrug & Fødevarer, Forenet Kredit og Nykredit. En af juryens begrundelser var blandt andet, at Peter viser, at et landbrug, der hverken er specielt lille eller specielt stort, har mange, konkrete muligheder for at arbejde med klima- og bæredygtighed. Samtidig tager han et stort socialt ansvar både i forhold til sine medarbejdere og udenfor gården. Den begrundelse kan fagchef i LandboNords KvægRådgivning, Betina Amdisen Røjen, bakke op om.
“Vi er glade for, at Peters indsats bliver belønnet. Han arbejder konstruktivt med at finde løsninger, der gavner både den økonomiske og klima/bæredygtighedsbundlinjen. Det gør han blandt andet ved at bruge det nye klimaværktøj ESGreen Tool, hvor vi kan beregne hvad klimaaftrykket er på bedriften og se hvilke tiltag, der giver den største effekt”, siger Betina Amdisen Røjen.
Klimaværktøj blev en øjenåbner
Netop landbrugets digitale klimaværktøj ESGreen Tool har været noget af en øjenåbner for Peter Nielsen. Nu bruger han det aktivt for at reducere sit klimaaftryk.
“Jeg fandt hurtigt ud af, at det passer lige til min bedrift. Hvis ikke LandboNord havde markedsført vigtigheden af ESG, så havde jeg nok ikke været så langt fremme, som jeg er i dag. Når jeg så ovenikøbet kan mærke, jeg har nogle engagerede rådgivere, så er det også spændende at arbejde med”, siger Peter Nielsen.
Vil du vide mere om ESGreen TOOL?
Hvis du er nysgerrig for at vide mere om landmændenes nye og digitale klimaværktøj, så kan du læse mere lige her.
Kilde: LandboNord.
Link til tidligere artikel