Søndag den 15. september klokken 10:00 – 16:00 afholder Hjørring AIK Frem bagagerums-loppemarked på foreningens parkeringsplads foran klubhuset på Thomas Morildsvej 55, 9800 Hjørring.
Det er muligt at booke en stand (3×3 meter), som koster 100 kr., som betales på mobilepay 36497. Hertil kan der også lejes et bord, som yderligere koster 50 kr. som bestilles over SMS. Ved bestilling af flere pladser, vil disse være i forlængelse af hinanden.
Det er muligt allerede klokken 8:30 at stille sin stand op, så man er helt klar til at der kommer besøgende.
Alt overskuddet fra bagagerums-loppemarkedet, vil gå til at renovere og opgradere foreningens legeplads, så der bliver et godt sted at være for de mindste, når de er på besøg i Hjørring AIK Frem.
Ydermere holder cafeteriet åbent og der vil selvfølgelig være gratis entré til loppemarkedet.
Initiativtager Anne Dorthea Aaris Madsen fortæller:
“Bæredygtighed er et ord samt fænomen som fylder meget lige nu. Og alle skal bidrage!
Idrætsforeninger er et af de bedste steder at få børn, unge og voksne og gamle engageret i bæredygtighed. Der er mange aktiviteter og et helt særligt fællesskab, som man kan deltage i, også som familie. Derfor har vi i AIK Frem valgt at afholde et bagagerumsloppemarked, da det taler lige ned i den grønne dagsorden, hvor vi også vil være med til at bidrage.
At give dine brugte ting videre er en fantastisk måde at støtte op om et bæredygtigt forbrug. Genbrug og genanvendelse er gavnligt for miljøet og klimaet. Et gammelt ordsprog siger: ”Mange bække små gør en stor å” og pointen er, at ved at købe brugt, i stedet for at købe nyt, så bidrager du til at gøre en forskel for klima og miljø.
Som standholder kan du være med til at sprede glæde med ellers aflagte fodboldstøvler, fodboldtøj, alm tøj, sko, møbler, legetøj, brætspil…. Pointen er, at det skal være brugt.
Som handlende på loppemarkedet vil du helt sikkert finde glæde i at shoppe i de forskellige stande – og med god samvittighed, da du sammen med standholderne er med til at bekæmpe brug-og-smid-væk-kulturen og handle bæredygtigt.
Vi har tidligere afholdt arrangementer for medlemmer og deres familier, denne gang forsøger vi os med et loppemarked, hvor alle er velkommen.”