I sin takketale efter premieren lørdag aften kaldte kapelmester og direktør Henrik Baloo Andersen sit band på scenen for det grå guld i Hjørring Revyen.
Guld og ikke mindst guldkorn korn var der imidlertid rigtig, rigtig mange af også på alle mulige andre måder i dette års revy, hvor musik og tekster igen gik op i en højere enhed.
Scenograf Camilla Bjørnvad har med sin fine fortolkning af Claes Hakes todelte kunstværk Ringen foran Rådhuset på Springvandspladsen skabt en velfungerende og effektfuld ramme, der elegant og muntert inddrages direkte allerede indledningsvis med nummeret Grøn Energi.
Ikke færre end 27 rappe og velturnerede numre blev på dem måde serveret som gyldne perler på en snor, men med adskillige peaks, hvoraf det første højdepunkt må være nummeret Billedlig talt skrevet og spillet af Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard. Sidstnævntes tolkning af en embedsmands kancellisprog for hørehæmmede er simpelthen hylemorsomt.
Dernæst nummeret Barbie, som er en parafraseret musikalsk genistreg af Ebbe Ravn og arrangeret besnærende tæt på originalen af Henrik Baloo Andersen. Efterfulgt af Nak & Æd, igen knivskarpt skrevet og suverænt spillet af Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard, hvor kokken Nikolaj Kirk og naturmanden Jørgen Skouboe i selskab med en vrøvlende vendsysselsk keramiker forsøger at nakke to berusede nordmænd på cykel, men må opgive for i stedet at jagte københavnere i Skagen.
Endelig er der i 2. akt især nummereret med tableauet fra Michael Ankers berømte maleri Den Druknede, der udvikler sig fuldstændig barokt og rent ud sagt tragikomisk, efterfulgt af Marys Nytårstale, som hakkende holdes med anglicismer og ufrivillige ordspil, fordi Kong Frederik er ude at løbe og ikke er vendt tilbage til Amalienborg. Ikke at forglemme nummeret Den internationale tankstation med Trine Gadeberg i glansrollen som drengen Pelle.
Mange flere af de 27 numre kunne trækkes frem og roses, akkurat som også garvede Preben Kristensen og sprælske Christiane Gjellerup Koch, samt alle de andre på hele holdet, idet revyen fremstår sjældent helstøbt, men resultatet af præstationerne i perlerækken af numre kan såmænd også bare sammenfattes med titlen på sidste nummer, der kort og godt hedder Sikke en aften.
Baloo og hele holdet, både det grå guld og andre på og bag scenen, skabte lørdag aften begejstring i hele salen og fik fuldt fortjent i flere omgange stående applaus på Vendsyssel Teater.
Afslutningsvis skal der også leveres et ærbødigt hatteløft for en virkelig, virkelig lækker revymenu fra Teatercaféen Hos Uffe.
Medvirkende: Trine Gadeberg, Rasmus Søndergaard, Christiane Gjellerup Koch, Kasper Le Fevre og Preben Kristensen.
Konsulent: Jakob Fauerby. Tekstkoordinator: Trine Gadeberg. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Kostumer: Helene Billingsøe. Koreograf: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.
Revyen spiller herefter indtil den 27. juli på Vendsyssel Teater.
Læs mere her om Hjørring Revyen 2024.