Selv om Spar Nords hovedsæde i Aalborg er en fin gulstensbygning, har det ikke tidligere været et oplagt sted at stoppe for at tage billeder. Men sidste år kunne medarbejderne inde fra bygningen indimellem iagttage, at forbipasserende i sæsonen gjorde holdt for at posere med et bølgende blomsterbrus i baggrunden. I år udvider Spar Nord konceptet og sår blomster på tværs af hele landet.
De vilde blomsterblandinger, som blandt andet tæller kornblomster, valmuer og margueritter, er sået i både rundkørsler og små og store bede på bankens arealer. De steder, hvor de lokale forhold ikke har egnede arealer til at så de vilde blomster i, har man i stedet anvendt særligt fremstillede blomsterkummer – og deri er der plantet blomsterrige stauder og buske, bl.a. katteurt, sommerfuglebusk og bjergmynte. Blomsterkummerne, der er anvendt, er specielt fremstillet til formålet i samarbejde med Råt&Godt i Aalborg og det er ikke helt tilfældigt.
– For Spar Nord er det vigtigt at samarbejde med leverandører, der vægter ordentlighed og ansvarlighed højt. Ved at vælge Råt&Godt som producent af blomsterkummer støtter banken samtidig op om en socialansvarlig og bæredygtig virksomhed, hvis primære formål er at hjælpe unge med udfordringer i beskæftigelse, fortæller direktør for Facility Management Lea Magnusson.
Blomsterne i bede og kummer er ikke bare til pynt. De skaber også gode vilkår for insekter og for biodiversiteten generelt.
– Blomsterne har en god signalværdi udadtil, men de er især med til at sætte fokus på det arbejde, vi er i gang med i forhold til det bæredygtige internt i banken, forklarer Lea Magnusson.
Positive effekter ved vilde blomster
De farverige sommerfugle flakser fra blomst til blomst, mens bierne slæber sig tilbage i bistadet tunge af pollen. De mange vilde blomster, eng og græsarter udgør et givtigt levested og en central kilde til mad for både larver og insekter. Det er biodiversitet, og den skal der værnes om.
Vilde blomster på offentlige arealer, i haver eller altankasser kan hjælpe biodiversiteten godt på vej. For udover den åbenlyse fordel ved at så vilde blomster; at det er smukt at kigge på, så giver de vilde blomster gode betingelser for en højere biodiversitet, ligesom det gør noget godt for bier, insekter og mange andre arter, der i dag er truede, som konsekvens af færre områder med planter og vilde blomster, der er deres naturlige fødekilder.
Få en pose blomsterfrø i din lokale Spar Nord
Spar Nord ønsker, at flere bringer naturen ind i haven og altankassen for at give gode betingelser for høj biodiversitet. Derfor kan bankens kunder nu gratis, efter først-til-mølle-princippet, gå ind i den lokale Spar Nord for at hente en pose med blomsterfrø, så de dels hjælper med at styrke biodiversiteten i deres egen by og samtidig kan nyde vilde blomster.
– Alle kan være med. Insekterne vil sætte pris på hver en blomst, så en blomstereng behøver ikke være større end et par kvadratmeter. Hvis alle gav et lille hjørne til insekterne, ville det være et stort skridt i den rigtige retning for vores biodiversitet, og det vil vi som bank gerne støtte op om, fortæller Lea Magnusson.
Biodiversitet er et indsatsområde under de 17 verdensmål, som Spar Nord har forpligtet sig til via FN Global Compact, der tager afsæt i 10 grundlæggende principper, som banken skal efterleve.
Kilde: Spar Nord.