Allerede inden klokken slog 16:00 i dag, stod folk i kø udenfor de nye lokaler hos BadBoy Butchers BBQ – klar til at være blandt de første, der kunne træde ind i de rå og autentiske lokaler , hvor duften af saftige udskæringer straks møder sanserne.
Det er Mikkel Dahlberg Toft Lunde og Rasmus Hald, der står bag det populære koncept. Stemningen ved åbningsdagen var præget af både begejstring og lettelse over endelig at kunne slå dørene op.

– Vi har glædet os helt vildt til den her dag. Der er blevet arbejdet i døgndrift for at få det hele på plads, og det er med en stor portion spænding i kroppen, at vi nu kan åbne dørene og byde både gamle og nye kunder velkommen i vores nye lokaler, fortæller Mikkel.
Lokalerne emmer af karakter – indrettet med en rå æstetik, hvor stål, brændt træ og rustikke detaljer skaber den helt særlige BadBoy Butchers vibe. Det er et sted, hvor man ikke blot får noget at spise – man får en gennemført madoplevelse, hvor stemning, smag og omgivelser går op i en højere enhed.
Med Naturmødet i fuld gang og op mod 30.000 besøgende ventet til Hirtshals i weekenden, er tidspunktet for åbningen velvalgt. Der er god grund til at tro, at mange nysgerrige gæster vil lægge vejen forbi og lade sig friste af det nye BBQ madsted i byen.
NordsøPosten ønsker BadBoy Butchers BBQ stort tillykke med de nye lokaler og ser frem til at følge med i det videre eventyr.

