Både ledere, lærere og undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut peger på, at en kultur for inklusion og deltagelse har afgørende betydning for elevers lyst til at komme i skole og dermed for deres sandsynlighed for at gennemføre uddannelsen.
Med projektet ”MOD på EUD” ønsker foreningen MOT Danmark at øge frekvensen af de gange, den enkelte elev viser mod ved at kaste sig ud i noget, der ikke er nemt. Uanset om det handler om at række hånden op i timen eller at vælge den, der aldrig vælges først. Jo bedre elever bliver til at udfordre sig selv, jo større bliver deres mulighedsrum og udviklingspotentiale. Tuborgfondet har bevilliget 1.718.000 kr. til pilotprojektet, som skal undersøge, om skemalagte moduler, der fokuserer på at styrke elevernes mod, kan bidrage til at styrke sammenholdet i klasserne og øge gennemførslen.
Pilotprojektet ”MOD på EUD” gennemføres i samarbejde med EUD/EUX Business-uddannelsen på EUC Nord i Hjørring samt AARHUS TECH:
“Vi glæder os voldsomt til at starte samarbejdet med MOT efter sommerferien, så vi får yderligere strenge at spille på i arbejdet med elevernes trivsel. Trivsel er i mange sammenhænge påtalt og rigtig mange analyser og undersøgelser peger på at trivsel er vigtig for læring, så vi glæder os til sammen med MOT at gennemføre et forløb der understøtter trivsel og dermed sikre større gennemførelsesrate blandt vores elever,” siger Henrik Brandt, Elevinspektor & studieleder, EUD/EUX Business på EUC Nord.
Også vicerektor Annette Nibuhr Thomsen fra EUD/EUX Business på EUC Nord glæder sig over det kommende samarbejde:
“Vi er utroligt taknemmelige for, at Tuborgfondet har valgt at støtte ansøgningen fra MOT og bl.a. EUD/EUX Business på EUC Nord. Vi glæder os meget til at få ført MOT ud i praksis og har store forhåbninger til at trivslen på EUD/EUX vil få et boost ved at deltage. At styrke elevernes tro på egne evner og på hinanden vil få elevernes selvtillid til at vokse. Det kan kun blive godt!”
På AARHUS TECH ser de også frem til at få mod på skemaet:
”På AARHUS TECH ser vi frem til samarbejdet med MOT-Danmark. Vi kender til deres arbejde fra grundskolen i Danmark, og vi er overbeviste om, at samarbejdet kan være med til at ruste vores elever endnu bedre til at gennemføre en erhvervsuddannelse. For os hænger trivsel og læring uløseligt sammen, og samarbejdet skal bidrage til vores arbejde med at skabe et positivt og inkluderende fællesskab. Et fællesskab, hvor man respekterer hinanden og hinandens forskelligheder og hvor alle har modet til at udfolde sig i trygge rammer,” siger Jesper Broch Holm, Chef for kvalitet, udvikling og læring, AARHUS TECH.
Træning af mod: Fra individ til fællesskab og samfund
Tanken bag MOT Danmarks arbejde er, at mod kan trænes og derved styrkes for til sidst at smitte af på andre. Det kan starte hos den enkelte person, sprede sig til det nære fællesskab i klassen og videre ud i samfundet.
‘’Vi tror på, at vi kan skabe trygge og alsidige fællesskaber og i sidste ende mere tolerante og innovative samfund ved at styrke den enkeltes mod til at være sig selv, turde træde nye stier, gøre en forskel for dem der har det svært og forandre praksisser, der ikke fungerer. Noget der alt sammen kræver en god portion mod,” siger Stina Grøn, leder i MOT DanmarkTuborgfondet støtter blandt andet initiativer, som giver nye muligheder for unge i arbejdslivet:
“Vi vil gerne være med til at styrke trivslen og skabe stærke fællesskaber for unge på erhvervsskolerne. Vi ser frem til, at MOT Danmarks velafprøvede forløb fra grundskolen nu bliver sat i spil på en måde, så vi får nye fælles erfaringer og mere viden til gavn for erhvervsuddannelser over hele landet,” siger Pernille Brems, som er programansvarlig for arbejdsmarked i Tuborgfondet.
MOT – Danmarks største trivselsprogram
Gennem 26 år har MOT udviklet trivselsprogrammer for skoler, uddannelser og klubber, der sætter mod på skemaet. MOT træner unge i at vise mod for at styrke deres mentale modstandskraft og forebygge mobning og mistrivsel.
Konceptet MOT, som betyder mod på dansk, stammer fra Norge, der er langt fremme, når det gælder unges trivsel. Siden 1997 har MOT trænet unge i at vise mod for at styrke deres robusthed og fællesskaber. I 2013 kom NGO’en MOT til Danmark og i dag samarbejder de med mere end hundrede skoler og klubber over hele landet.