Den socialdemokratiske byrådsgruppe i Hjørring Kommune konstituerede sig allerede efter kommunalvalget den 16. november 2021 med ny ledelse i skikkelse af gruppeformand Mai-Britt Beith og næstformand Thomas Klimek.
Mai-Britt Beith har siddet i byrådet, siden hun blev valgt ved kommunalvalget i 2013 og indtil nu haft poster som næstformand i Sundheds-, ældre- og handicapudvalget, formand for det politiske koordinationsudvalg for sundhed, samt senest udvalgsformand for Børne-, fritids- og undervisningsudvalget.
Onsdag har Socialdemokratiet i Hjørring Kommune så officielt og uden modkandidat som borgmesterkandidat valgt Mai-Britt Beith. Stort tillykke til borgmesterkandidaten og de lokale socialdemokrater.
– Jeg er meget rørt over den store opbakning, jeg har fået i forbindelse med mit kandidatur. En opbakning, som jeg kommer til at trække på og bygge videre på i årene frem til næste kommunalvalg. Det kræver en holdindsats at vinde borgmesterposten tilbage, og vi skal nu ud og genvinde borgernes tillid, lyder det fra Mai-Britt Beith.
Efterfølgende var der paneldebat med Lars Busk Hansen fra Lærekreds Nord, Betina D. Jensen, formand for Handelsstandsforening og Helena Mikkelsen, forbundssekretær FOA.
Den nye borgmesterkandidat fik lov at svare på spørgsmål om folkeskolen, Hjørrings handelsliv, ældre og sundhedsplejen. Alt sammen styret godt af fiskeriminister Rasmus Prehn.
Link til relateret artikel