Af gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Hjørring, Mai-Britt Beith, tidligere borgmester i Hjørring, Arne Boelt, og fødevareminister Rasmus Prehn, alle fra Socialdemokratiet.
Vi var alle chokerede og kede af det torsdag den 24. februar, da Putin gjorde alvor af sine trusler og sendte soldater, tanks og tungt artilleri på angrebstogt i store dele af Ukraine. Pludselig var der krig i Europa igen. Vi havde alle håbet, det kunne undgås. Vi havde håbet, at selv russerne var kloge nok til at vide, at krig er foragt for liv og aldrig fører noget godt med sig. Men nu er krigen her, og vi må tage stilling.
Der var et Europa før Putins brutale angreb på Ukraine og så et Europa nu bagefter. Krigen på europæisk jord sætter vores værdier under pres. Der er os, der tror på demokrati, frihed og menneskerettigheder. Og så er der Putin og hans allierede, der tror på oligarki, vold og undertrykkelse.
I Danmark må vi tage truslen fra øst alvorligt. Det er helt nødvendigt at gøre vesten stærkere og sikre, at vi, der er demokratiske og frie lande, holder sammen og opbygger stærke alliancer. Derfor er det for os et helt naturligt og nødvendigt skridt at træde helhjertet ind i Europas forsvars- og sikkerhedssamarbejde.
Tiden er inde til sammenhold – ikke forbehold. Danmark hører hjemme i Vesten. Vi skal selvfølgelig stå sammen med de lande, vi deler værdier som demokrati, frihed og menneskerettigheder med. Det bedste modsvar til krig og splittelse er at styrke sammenholdet af frie demokratier i Vesten. Samarbejde fremfor enegang er vores stærkeste våben mod Putin. Danmark hører til i kernen af NATO og i hjertet af Europa.
Det er også vigtigt for os, at vi lever op til vores NATO-forpligtelse og bruger 2 procent af vores bruttonationalprodukt, BNP, på forsvar. Det er mest ansvarligt i en situation, hvor Putin truer vores sikkerhed og udfordrer vores grundlæggende værdier, såsom demokrati, frihed og menneskerettigheder.
Vi danskere er et folk, der tager ansvar. I NATO har bl.a. USA efterspurgt, at vi europæere tager et større ansvar for vores egen sikkerhed. At vi bidrager mere og løfter en større del af budgettet og af opgaverne. Her skal vi vise vores ansvarlighed og solidaritet. Og derfor skal vi tiltræde EUs sikkerheds- og forsvarssamarbejde.
Det er vigtigt, at vi ikke gør afstemningen den 1. juni til en afstemning for eller imod EU. Det er den ikke. Afstemningen handler alene om, hvorvidt vi skal deltage i forsvarssamarbejdet i EU og dermed styrke alliancen af frie og demokratiske lande og styrke Europas evne til at tage ansvar inden for NATO. Verden er forandret, og trusselsbilledet har desværre forandret sig til det værre. Derfor er det vigtigt, at vi danskere igen spørges til råd om vores fremtidige forsvarssamarbejde.
Vores anbefaling er et klart JA til tryghed og sammenhold den 1. juni.
Bare det, at I politikere anbefaler et ja, gør at almindelige mennesker burde stemme nej….
vi kan vel samarbejde uden at opgive vor bestemmelsesret