En del borgere har henvendt sig til NordsøPosten med blandede følelser: Dels er man glade for kommende områdefornyelse i Tversted, dels frygter flere borgere for sikkerheden i forbindelse med, at Tannisbugtvej skal være smallere i fremtiden.
Vejen bliver sådan i runde tal reduceret fra otte til seks meter og med et cirka tre meter bredt fortov i østsiden – en promenade – bliver det fremtiden for Tversteds hovedtrafik-åre fra rundkørslen til stranden. Det vedtog teknik og miljøudvalget på et ekstraordinært møde på Klitgården i Tversted den 12. september 2024.
– Vi er rigtig glade for, at der sker noget fornyelse i Tversted, og vi har blot nogle bekymringer om at gøre Tannisbugtvej smallere. Vi frygter for sikkerheden, for vi kommer her jo dagligt og oplever, hvordan forholdene er. Der kører mange biler, mange motorcykler og mange cykler med eller uden hjælpemotor, og så er der en del gående.
Det siger Michael Eriksen, Georg Larsen og Bent Petersen, som gerne ser, at Tannisbugtvej forbliver en bred og sikker vej.
– Vi har desværre et meget aktuelt eksempel forleden, hvor hjerteløbere i bil, lægebil og ambulance skulle hurtigt frem i forbindelse med sygdom. Jeg var selv på vej i bil mod stranden, og bilerne i vores side af vejen blev gennet hurtigt ned på stranden, og vi fik besked om ikke at køre tilbage, før der blev givet grønt lys.
Det fortæller Bent Pedersen, som med slet skjult ironi konstaterer, at det var heldigt, der i det hele taget var strand at parkere på lige netop på dét tidspunkt. Det hænder jo, at havet står helt oppe ved klitterne.
– Vi skulle jo væk, for udrykningskøretøjerne skulle frem. Der var søndag mange biler på Tannisbugtvej både fordi, der var mange på stranden, der var arrangement ved bjærgelauget, og der var bil-test ved Hotel- og Restaurant Tannishus. Det skal jo være plads til det hele, og det kræver altså en bred og farbar vej. Der er jo kun én vej til stranden.
– Vi frygter, at hvis vejen bliver smallere, så kan udrykningskøretøjer ikke komme forbi heller ikke til stranden, hvor der jo kan ske ulykker, der kræver hurtig hjælp. Livredderne er der ikke mere om sommeren.
De tre fra Tversted ønsker ikke at male fanden på væggen, men i værste fald kan der jo blive brug for plads til redningskøretøjer til ulykker på vandet, ild i klitterne samt brand i boliger og herunder også hotellet med rigtig mange gæster.
– Vi kan jo se, at der ofte er så mange biler, også ved de forretningsdrivende, at de parkerer i begge sider af vejen, og der kommer både busser, store lastbiler, renovationsbiler, mobile-homes, campingvogne og andre både biler og motorcykler. Der er faktisk også rigtig mange cykler på Tannisbugtvej, og hvordan ser det lige ud med sikkerheden for dem, hvis vejen bliver smallere? spørger de tre.
De troppede tirsdag op med målebånd og konstaterede, at der mellem to parkerede biler på vejen er 3,90 meter. Selv om færdselsloven siger, at der skal parkeres, så biler kan sno sig frem, fylder en lastbil på 2,55 meter meget og kræver meget plads, og så er der ikke plads til mange parkerede biler på vejen.
Der er heldigvis allerede mange erhvervsdrivende med adresse på Tannisbugtvej, og flere er på vej – blandt andre en eller to keramikere og en badepension.
– Fremkommenheden til stranden er livsvigtig, så det er ikke godt at gøre Tannisbugtvej smallere. Der er god plads i Tversted, og der er jo ingen grund til at lave et nyt Lønstrup med meget lidt plads på hovedstrøget.
De tre forstår ikke rigtigt, at beredskabet og politiet tilsyneladende har sagt god for planerne med en smallere vej i Tversted.
Alternativet til den politisk vedtagne områdefornyelse i Tversted kunne være at bevare vej-bredden og bevare fortovene i begge sider af vejen.
I dag er de eksisterende fortove pænt sagt ikke i topstand, og flere steder er de unødigt smalle, fordi hække og lignende tager noget af pladsen fra gående.
Det er jo forholdsvis enkelt at ændre, og med en ny asfalt, efter den kommende separatkloakering de kommende to år, og en ny flot belægning på fortovene kan Tannisbugtvej blive flot uden at sætte sikkerheden på spil.
Du kan læse meget mere om vedtagelsen her.
Du kan se meget mere om projektet her
Ive read several just right stuff here Certainly price bookmarking for revisiting I wonder how a lot effort you place to create this kind of great informative website