Krisecentret i Aalborg har tidligere måttet afvise kvinder i døren på grund af en massiv overbelægning på hele 131 procent, skriver TV2 Nord.
Med det udgangspunkt efterlyste Niels-Jacob Ulstrup, leder af Krisecenter for Kvinder i Aalborg, flere økonomiske ressourcer til centret for at løfte opgaven. En efterspørgsel, han også forelagde Digitaliserings- og Ligestillingsminister, Marie Bjerre (V), da hun var på besøg selvsamme dag.
Det er ikke et generelt billede. Marianne Dahl Jensen, leder af Hjørring Krisecenter.
Men det har fået bestyrelsen bag Hjørring Krisecenter op af stolen, da de er stærkt uenige i lederens fremlægning. For ifølge Marianne Dahl Jensen, leder af Hjørring Krisecenter, tegnes der et fordrejet billede af de faktuelle forhold.
– Det er angiveligt mere opportunt med en historie om at kvinder står i kø og må afvises. Ellers er det jo en ikke-historie, siger Marianne Dahl Jensen.
Hun er voldsomt bekymret for, at det malede billede kan indebære, at voldsramte kvinder afholder sig fra at søge hjælp i en forventning om at blive afvist på grund af pladsmangel.
For der er masser af plads, er Marianne Dahl Jensens vurdering.
Stod tomt i fem uger
På Hjørring Krisecenter har de hele tiden haft mellem tre og seks ledige pladser i indeværende år, og før påske stod krisecentret tomt i hele fem uger foruden abulante samtaler, oplyses det.
– I Hjørring har vi de seneste år haft en belægning på omkring 60 procent. I år til dato er den på knapt 40 procent, siger Marianne Dahl Jensen og fastholder, at der er hele fem krisecentre i Region Nordjylland at søge hjælp hos – og ikke bare det ene i Aalborg.
– Aalborg Krisecenter oplever at være overbelagt med ekstra stor søgning, men det er ikke et generelt billede, og det er i hvert fald ikke korrekt at give et billede af, at kvinder ikke kan få plads på krisecentre indenfor en overkommelig afstand, fortsætter hun.
Kvinder henvises, men bliver væk
Alligevel kan henvendelserne fra andre krisecentre af og til være få.
– Den landsdækkende hotline ‘Lev uden vold’ henviser også, men det er meget begrænset, hvad vi får henvist derfra. Måske kan det dreje sig om, at mange kvinder søger storbyerne og nærområdet, siger Marianne Dahl Jensen og fortsætter:
– Det positive ved det kan jo så være, at det er fordi, kvinderne ikke er udsatte på deres sikkerhed, siger Marianne Dahl Jensen.
Faktisk skal vi helt tilbage til 2016 for at finde Hjørring Krisecenters rekordhøje belægning på 76 procent.
Hvorfor kvinderne ikke kommer til Hjørring Krisecenter, er Marianne Dahl Jensen ikke klar over:
– Det kan jeg ikke vide. Dog kan en sandsynlig forklaring være den voldsomme øgning i antallet af krisecentre, lyder det.
Hun studser samtidig over, at et gennemsnitligt ophold på Aalborg Krisecenter varer fire måneder.
– Hvis vi havde kvinder boende i gennemsnit fire måneder ad gangen, ville vi have plads til max 12 kvinde per år, men vi har historisk set haft omkring 40 boende om året år indtil omkring 2018, hvor tallet er faldet.
Politisk involvering
De udsatte kvinder har ikke alene brug for Aalborg Krisecenter men for krisecentre i hele regionen, er Marianne Dahl Jensens klare opfattelse.
Og efter Aalborg Krisecenters udmelding er hun meget bekymret for, hvilke konsekvenser det kan have for fremtidens krisecentre og de kvinder, de ønsker at hjælpe.
– Bestyrelsen for Hjørring Krisecenter skal gøre opmærksom på, at der gennem tiden, også fra politisk side har været et ønske om, at kvindekrisecentre skulle fordeles ud over hele landet.
Hjørring Krisecenter vil samtidig påpege, at hvor Aalborg Krisecenter har oplevet en voldsom overbelægning, har Hjørring Krisecenter det seneste år oplevet en lav belægning, skriver bestyrelsen bag Hjørring Krisecenter i et skriftligt svar til TV2 Nord.
Flere ressourcer kan blive dødsstødet
For bestyrelsen er det udelukket, at Aalborg Krisecenter alene skal modtage de efterspurgte ressourcer, da det potentielt kan blive dødsstødet til regionens øvrige krisecentre.
– Det er forståeligt, at der på Aalborg Krisecenter kan opstå et ønske om flere ressourcer, så man kan tage imod endnu flere kvinder. Desværre vil en konsekvens heraf være, at de andre krisecentre i Region Nordjylland – nord for Aalborg – vil være i risiko for at måtte lukke på grund af en for lav belægning, skriver bestyrelsen bag Hjørring Krisecenter.
Kilde: TV2 Nord.