Af Niels Kristian Nielsen
Formand for Hirtshals Fiskeriforening
Så står vi her igen, selv om det kun er godt et halvt år siden vi havde generalforsamling sidst.
Det skyldes coronaen og vi håber snart, vi er inde i en normal gænge igen.
Der har været en del sorte skyer over fiskeriet de senere år, rigsrevision, kvotesager, dårlig rådgivning og så er der Brexit som forhåbentlig snart kan afsluttes, så fiskeriet kan blive mere normalt igen.
Vi fra bestyrelsen har valgt at være optimistiske, selv om der stadig er mange udfordringer for fiskeriet.
Jeg har sagt det før, men vil sige det igen. Vi skal være positive, når vi snakker om vores erhverv, det er et godt og frit erhverv.
Kun ved at være optimistiske og snakke godt om vores erhverv, får vi unge mennesker til at interessere sig for fiskeriet.
Jeg nævnte ordet Brexit, det har været en meget lang historie, som der desværre ikke er skrevet færdig endnu.
Når vi snakker Brexit kompensation, vil Rasmus Prehn komme ind på det i sit indlæg.
VEDTÆGTSÆNDRINGER:
Vi har et punkt på dagsordenen om vedtægtsændringer.
Det er igen for at tilpasse vores vedtægter til DFPO’s vedtægter.
Der er i samarbejde med DFPO’s jurist lavet et forslag til vedtægtsændringer, der skal indsættes en ny formulering af medlemmerne i forhold til fartøjsejere og partsfiskere.
Forslaget vil senere blive gennemgået af dirigenten, når vi kommer til punktet på dagsordenen.
Jeg vil opfordre jer til at stemme for ændringen, så vi kan få tilpasset vedtægterne til DFPO’s vedtægter.
Ole Lundberg eller Camilla vil komme lidt ind på vedtægtsændringerne for DFPO, og hvorfor vi skal tilpasse vores vedtægter.
FISKERIET 2021:
Fiskeriet i 2021 er gået nogenlunde her i Hirtshals efter omstændighederne.
Det første kvartal var der dog fartøjer som lå stille på grund af Brexit-forhandlingerne, de kunne ikke komme i Norsk farvand, så på det grundlag mistede de omsætning.
Efterfølgende er fiskeriet gået rimeligt, måske ikke de store mængder, men priserne har lagt på et acceptabelt niveau.
FISKEPRISER:
Når jeg hvert år kommer med fiskepriser, får jeg opgørelsen fra Karsten på fiskeauktionen.
Jeg vil benytte lejligheden til at sige stor tak til dig Karsten, for vores samarbejde. Vi har arbejdet sammen om fiskeriet i mange år, det har somme tider været med store sværdslag, men der er altid blevet fundet en løsning til gavn for fiskeriet i Hirtshals.
Jeg vil ønske dig god vind fremover, og håber du må finde dig til rette, når du nu starter på et nyt kapitel i dit liv.
Den samlede omsætning på Fiskeauktionen i Hirtshals de første 11 måneder i 2021 er steget 18% sammenlignet med tilsvarende periode i 2020. Det svarer til en stigning i kr. på 17 millioner.
Mængden er i tilsvarende periode steget ca. 12%. Hermed er gennemsnitsprisen steget fra ca. kr. 25,00 til ca. kr. 26,25.
Rødspætter udgør ligesom i 2020 ca. 33% af den samlede omsætning. Der er en lille stigning i mængden, og en stigning i gennemsnitsprisen på ca. kr. 2,60.
Torsk udgør i 2021 ca. 16,5% mod 18% af omsætningen i 2020. Der er et meget lille fald i omsætningen og gennemsnitsprisen er steget med ca. kr. 1,60.
Mængden af dybvandshummer er steget med 9% og prisen steget med kr. 10,00 pr kg.
Stenbiderrogn er faldet med 75% og gennemsnitsprisen er steget med 143%.
Mængden af kuller er steget med 458% og gennemsnitsprisen derfor faldet med 25%.
Gennemsnitspriser på de vigtigste arter:
2020 2021 +/-
Rødspætter alle sorteringer 19,40 21,68 +14%
Rødspætter str. 4 15,13 17,06 +13%
Torsk 29,73 31,31 +5%
Kuller 15,45 11,64 -25%
Mørksej 10,71 13,15 +23%
Jomfruhummer 38,73 48,57 +25%
Stenbiderrogn 136,56 332,41 +143%
Rejefiskeriet fik en dårlig start, da man ikke måtte fiske i Norsk del af Skagerrak, de første 3 måneder.
Da det kom i gang på de normale fiskepladser, gik det rimeligt hen over sommeren.
Priserne på de kogte til det svenske marked og de rå rejer til Launis, har været rimelige.
INDUSTRIFISKERIET:
Vi havde desværre ikke så mange fartøjer der fiskede industri i 2021.
Kvoterne på industrifisk er generelt for små. Angående tobis, så er kvoten igen sammensat helt forkert, når vi snakker om områder.
Det med de områder er helt hen i skoven, i år var der til tider store forekomster af tobis i område 2, men fartøjerne skulle sejle ud af område 2 for at fiske i område 1 eller 3, hvor forekomsten var meget mindre på de fleste tidspunkter.
Det betyder større omkostninger og et væsentlig større brændstofforbrug.
Så er spørgsmålet, hvem gavner det at sejle over åen efter vand.
Vi vil sige det igen, se nu at få de områder fjernet, det giver ingen mening.
Der er foretaget skrabetogter, de viser desværre ikke nogen tobis i område 1. I område 2 er det nok de bedste skrabetogter der nogen sinde er lavet. I område 3 ser det ud til at der er lidt mindre end sidste år.
Der er her i 21 lavet et forsøg med at mærke tobis, og se om de efterfølgende bliver fanget andre steder. Vi har fået Henrik Mosegaard til at komme her og vise noget om tobisforsøget.
Hvis jeg skal nævne sperling fiskeriet, var der lidt mindre forekomster i 21, når der kunne fiskes efter dem, var fiskeriet næsten helt rent
Brislingefiskeriet var nogenlunde for de få fartøjer, der var ude og prøve dette fiskeri.
NORGESFORHANDLINGER:
Det er som det plejer, aftalen mellem EU og Norge blev først færdig lige før jul, så vi igen i år fik en træls julegave.
Men det vil sige, vi har en aftale mellem Norge og Danmark gældende for Skagerrak. Med andre ord, fartøjerne kunne starte med at fiske i hele Skagerrak fra den 1. januar 2022.
For torskens vedkommende, bliver kvoten den samme i Skagerrak, men en nedskæring i Nordsøen på 2%.
Angående sej, ser det straks værre ud, her er der en nedskæring på 25%. En lille reducering på rødspætter i Skagerrak på 2%. Jomfruhummer i Skagerrak reduceres med ca. 30%.
Det er justeringerne på selve kvoterne, men så håber vi, at der kan flexes 10% på de arter som skønnes nødvendig.
Svend Erik vil komme ind på Skagerrak aftalen i sit indlæg.
Der er bilag bag i mappen.
DANMARKS FISKERIFORENING:
Det har været et meget turbulent år for DFPO’s bestyrelse, der har været mange møder og rigtig mange ting, der skulle tages stilling til hen over året.
Svend Erik og formandskabet har haft store udfordringer med at få tingene på plads, så fiskerne kan udøve deres erhverv, og tjene til dagen og vejen.
Når vi snakker om de ansatte på kontorerne i København og Taulov, har de bestemt også haft et udfordrende år.
Der har været en del omstrukturering på grund af lang tids sygemeldinger og andre omstændigheder. Det har givet en del mere arbejde til resten af de ansatte.
Jeg vil sige god jul og godt nytår. Tak for et godt samarbejde til Svend Erik, de ansatte på kontorerne og resten af hovedbestyrelsen.
KREDS NORD:
Vi har igen i år afholdt vores samarbejdsmøder forud for hovedbestyrelsesmøderne. De fleste af møderne har været teams-møder og det er fint, så kan vi også have dem med, som er ude og sejle.
Der har været afholdt en del møder om fælles konsulentordning for kreds nord, men de forslag der har været har der ikke været enighed om.
På nuværende arbejdes der på en ordning i samarbejde med det Nordjyske kommunenetværk. Vi har haft flere møder med kommunenetværket og vi håber der kan findes en løsning i samarbejde med dem.
Vores egne medlemmer bruger Helle flittigt til administrativt konsulentarbejde, men vi har et problem når vi snakker om teknisk konsulent.
Kaas Hansen er dog stadig tilknyttet kontoret, og bruges også i det omfang han synes er rimeligt.
Vi må se om der ikke kan blive en aftale med kommunenetværket om en form for konsulentsamarbejde i Kreds Nord.
Jeg vil herigennem sige tak og håber på forsat godt samarbejde i 2022 til de andre foreninger i Kreds Nord.
FISKERNES KASSEUDLEJNING ApS:
Kasseudlejningen kører fornuftig, det er et godt mandskab vi har, de arbejder godt sammen.
Der bliver vasket og udleveret rigtig mange kasser til vores egne og alle de andre fartøjer, som lander her i Hirtshals.
Jeg sagde i sidste beretning, at det så lidt dystert ud med økonomien, det er blevet mere positivt.
Vi vil gerne have det til at køre noget bedre, og med de tiltag der er lavet, ser det også fornuftig ud. Vi skulle gerne på sigt lave en opsparing, så der kan være noget til uforudsete udgifter, vi ved jo af erfaring, at der nok skal komme noget i takt med at anlægget bliver ældre.
Angående udlevering i trailere til andre havne, kører det fint med bestilling over appen.
Det med bestilling på appen fra fartøjer og andre havne kører rigtig godt. Vi vil dog opfordre dem som ikke bruger appen, om at bestille på den, da det gør det hele meget lettere for alle parter.
Stor tak til medarbejderne i kassevaskeriet for arbejdsindsatsen i 2021, vi ser frem til et godt år i 2022
PACK AND SEA:
Jeg har sagt det før, fiskerne har i dag et godt selskab, som er kommet med et fint regnskab de seneste år.
Der holdes godt øje med beholdningen af kasser og paller. Kasser der kasseres fornyes løbende, så vi altid har en beholdning på ca. 80.000 Danmarks kasser og 160.000 koniske.
Der arbejdes altid på at gøre brugerne af kasser tilfredse, og i fiskere skal huske det er jeres kasser, så tænk på det, når i håndtere kasserne.
Brian ”gumbas” og jeg har et tæt samarbejde med Bent Kirk, angående vores udleveringer til Norge. Der har det sidste halve års tid været flere vognlæs kasser til Norge og den logistik skal passes ind i vores beholdning af kasser og ligeledes den daglige udlevering.
Jeg vil sige tak for et godt samarbejde til medarbejdere, bestyrelse og ledelse i Pack and Sea og håber på, vi får et godt år i år.
HIRTSHALS MARINEOLIE:
Vores lille olieselskab, har fået en ny gren på stammen, vi har overtaget Q8 på Bornholm og dermed en oliebåd.
Vi udleverer i dag olie til færgeselskaberne på Bornholm og vi vil på sigt udvide vores arrangement med forskellige produkter på Bornholm.
Der er ansat en driftsleder, som selv står for at få de folk han skal bruge til driften.
Oliebåden er gennemgået og renoveret, vi ser frem til, at blive rigtig etableret på Bornholm.
FISKERNES FISKESORTERING AMBA:
Vi har et godt samarbejde med fiskesorteringen og den nye direktør Finn Møller.
Vores opfattelse af samarbejdet, er at det går fint. Det er således, at hvis der sker noget væsentlig hos kassevaskeriet eller fiskeriforeningen, kontakter vi Finn Møller. Hans K. Eliasen og Finn Møller informerer ligeledes os, hvis de har noget relevant for medlemmerne i fiskeriforeningen.
Vi sætter stor pris på samarbejdet med fiskesorteringen, da det er samarbejdet der er med til at give den gode service til fiskeriet.
Vi håber det gode samarbejde fortsætter i 2022.
HIRTSHALS HAVN:
Det har været et træls år for Hirtshals Havn, alt den turbulens med fyring af den gamle havnedirektør Jens Kirketerp og ansættelse af ny direktør Per Nørgaard har fyldt meget for os som har et tæt samarbejde med havnen.
Den seneste store debat om havneudvidelsen, møller og fredskov, har desværre også taget fokus væk fra vores gode samarbejde.
Vi vil se fremad og ønske Per Nørgaard velkommen som Direktør på Hirtshals Havn. Vi glæder os til et fortsat samarbejde med havnen, vi håber og tror på der bliver sat den rigtige kurs, så vi fortsat kan have en rigtig god havn for fiskeriet.
Jeg vil igen i år sige stor tak til Hirtshals Havn, servicemedarbejderne, ansatte og ledelse for et godt samarbejde i årets løb.
Vedrørende fiskernes affaldshåndtering, vil jeg sige tak til Peter Ydesen, da han har afsat tid til at gå ind i et samarbejde med Sofie Smedegaard fra MSC’en, om et større affalds projekt.
Man kan i dag få udleveret affaldssække i forskellige størrelser, fra fiskernes kasseudlejning eller ved henvendelse til Hirtshals Havn.
Vedrørende affaldshåndtering, vil jeg rose jer fiskere og havnens medarbejdere for det store arbejde der gøres for at holde havet og havnen ren. Vi fiskere skal huske det er vores arbejdsplads, en ren og ryddelig arbejdsplads et det bedste for alle.
Vi ser frem til et godt samarbejde i 2022 med havnekontoret og de ansatte.
HJØRRING KOMMUNE:
Tak for et godt samarbejde til kommunen og tak til Arne Boelt, som nu takker af. Vi vil sige tak for samarbejdet i de 12 år, du har stået ved roret Arne.
Nogle år har vi haft større samarbejde end andre, de første år nok mere end de sidste.
Jeg vil sige tak for dit arbejde i kommunenetværket. Du har haft stor indflydelse på det arbejde, der har været med at formidle fiskeriets problemer videre til Christiansborg.
Vi vil ønske Søren Smalbro velkommen i den varme stol, vi ser frem til et godt samarbejde med dig og kommunen, og håber du vil lytte til os fiskere.
Du skal vide fiskeriet og dets følgehverv er Hirtshals havns DNA og de tilsammen er et stort aktiv for Hjørring Kommune.
Vi ser fremad og håber vi får et godt samarbejde i 2022.
FISKERIKONTROLLEN:
Der har været afholdt vores kvartalsmøder med Henrik Bandholm og Kasper Schou. Derudover har der været afholdt to møder i Hanstholm, hvor vi har været samlet fra Nordjylland og Vestkysten.
Det har været gode møder, kontrollen og fiskeriet er bestemt ikke altid enige. Når vi fremlægger fiskeriets problemer, opstår der store diskutioner, hvor vi prøver at komme frem til en fælles forståelse.
De ting der enedes om, kommer videre i systemet, så kan vi kun håbe det bliver lettere og bedre for fiskerne.
Vi har fået oplyst at fra nytår, vil der blive en lidt anderledes kontrol på kajerne. Det skulle gerne blive til det bedre, så der fremadrettet bliver en bedre dialog, kontrollen og fiskerne imellem.
FISKERIETS ARBEJDSMILJØRÅD:
Det er meget positivt at vi kan konstatere, at antallet af arbejdsulykker i 2021 ligger under niveauet i 2020.
Arbejdsmiljørådet har været lidt lammet af coronaen i årets løb, men har serviceret fiskeriet med forskellige opgaver hele året.
Her tænker jeg på forsyn, støjmåling og APV, hvor de er ude på fartøjerne.
Jeg vil opfordre jer til at bruge arbejdsmiljørådet til at få lavet forsyn, APV og støjmålinger og som noget nyt der er trådt i kraft, bemandingsliste, som alle skal lave.
Tak for et godt samarbejde i årets løb
FISKERNES FORSIKRING:
Fiskernes forsikring har her sidst på året sendt nogle kedelige breve ud. Det er gjort for at informere jer om udviklingen i forsikringen.
Det er desværre således, at der sker en prisstigning på forsikringerne, men det er fordi forsikringspræmierne ikke har fulgt med pristallet.
Jan Vest er desværre gået på pension, så der er ansat en ny mand i forsikringen.
Jesper Thomsen er at finde på fiskeriforeningens kontor, sammen med Maj Holme.
Kom ned og få en snak med Jesper og Maj angående jeres forsikring, de er behjælpelig med alt indenfor jeres forsikring.
Jeg vil herigennem gerne takke Jan og Maj for et godt samarbejde i 2021.