Man kan næppe sige, at det går prangende med økonomien, men medarbejderne, de mange frivillige og bestyrelsen arbejder hårdt for byens ældste kulturhus, som selvfølgelig er Vendelbohus.
Det er formelt set Hjørring Kommune, der lejer Vendelbohus ud til den selvejende institution, som for fire år siden valgte at tage handsken op og køre huset videre med teater, stand-up, koncerter og meget andet.
– Der er pænt mange aktiviteter, men uden god støtte fra rigtig mange frivillige og en økonomisk håndsrækning fra mange lokale erhvervsdrivende, så ville vi have haft svært ved at komme os over nedlukningen under coronatiden. For vi har jo indtil nu måtte klare os uden tilskud fra det offentlige, siger Jimmy Møller, der sammen med Lene Weber leder aktiviteterne i huset.
En væsentlig årsag til, at det trods alt er lykkedes nogenlunde at holde skindet på næsen, er et initiativ, som blev taget af det tidligere bestyrelsesmedlem Jesper Spanner. Selv om han har trukket sig ud af bestyrelsen, er han stadig stor fortaler for huset. Ved hans hjælp blev der taget kontakt til mange lokale erhvervsdrivende, og de har med et ambassadørkoncept ”holdt hånden” under de arrangementer, Vendelbohus selv har afholdt.
– Det har været en uvurderlig hjælp og vigtigt for vores overlevelse, og nu går vi i gang med at besøge alle de firmaer, vi har aftaler med for at forlænge dem, fortæller Lene Weber. Hun håber selvfølgelig på at blive positivt modtaget, men løfter også sløret for, at man samtidig vil etablere et erhvervsnetværk ved navn Vendelbohus’ legekammerater.
– Vi kan i den grad mærke, at folk er glade for huset her, men vi er godt nok presset af bl.a. stigende priser på el og varme, så vi har brug for al den velvilje, vi kan få, slutter Jimmy Møller.
Bestyrelsen for Vendelbohus arbejder også på forskellig vis på sikre økonomien til det gamle, men meget betydningsfulde hus. Det betyder f.eks., at man forsøger at komme i positiv dialog med Hjørring Kommune for at undersøge mulighederne for at opnå økonomisk støtte. Det, at Vendelbohus ikke får kommunalt støtte, gør det vanskeligt at søge øvrige offentlige kulturmidler.
Derfor er det ifølge bestyrelsen væsentligt, at Vendelbohus fremover begynder at få driftstilskud fra Hjørring Kommune.
Fakta:
- Den selvejende institution Vendelbohus indgik aftale med Hjørring Kommune i 2019 om leje af huset. Det skete efter flere år, hvor fremtiden for Vendelbohus var uafklaret.
- Der er siden gennemført en gennemgribende renovering af den lille sal og foyeren, et arbejde der blev udført af frivillige og med stor støtte fra lokale håndværkere.
- Der er indhentet støtte fra flere fonde til bl.a. energiforbedringer på belysning.
- Huset har 5 faste medarbejdere og ca. 170 frivillige.
- Vendelbohus laver i 2023 ekstra tiltag ift. til afholdelse af julefrokoster (i samarbejde med Bryghus Vendia) for at få ekstra støtte og omsætning.
- Huset er vigtigt for lokalområdet, da det supplerer de øvrige kulturinstitutioner, og har kvaliteter som ikke findes andre steder i kommunen.
- Hjørring Teater er stadig en stor og vigtig bruger i huset. Der har siden 1871 været teater i bygningen – og stadig af høj kvalitet, med rejsende forestillinger fra bl.a. det kongelige teater.
- På en god uge, er der er op til 2000 besøgende i huset i alderen 10 – 100 år. I sidste måned, var der besøg af 1500 skoleelever, der var oppe og se Teater. Vi lægger også hus til velgørende arrangementer uden beregning.
- Det tidligere diskotek 60eren i kælderen er pt. ved at blive malet sammen med en frivillig forening af unge, som vil lave Stand-up, Comedy show og åben scene for musikere i byen. Vendelbohus bidrager med lokaler, maling og div. materialer.
Link til tidligere artikel
Skatteyderne skal betale 3.000 kroner pr. solgt billet på Vendsyssel Teater