Den tidligere bagermester i Nørregade i Hjørring, Niels Erik Schmidt, måske også kendt som Krumme, er en vigtig del af markedsføringen i Hjørring Handel, og på generalforsamlingen torsdag på Hjørring Kro hoppede han også op som kanin.
”At trække en kanin op af hatten” bruges i tryllekunst og betyder overført at gøre noget overraskende. Det gør Krumme ofte, for der er meget at se til.
På Hjørring Kro trak han i den kanin-dragt, som han har på i Krumme Kanins Krummetog, der kører med børn og forældre i Hjørrings midtby i den forestående højtid.
Varehuschef Morten Kjær fra føtex Hjørring var hoppet på Krummes idé og hjalp ham på herretoilettet i dragten, så han kunne optræde på generalforsamlingen som kaninen, der kom med påskeæg til Hjørring Handels formand Betina D. Jensen og event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt.
– De to gør et fantastisk stykke arbejde for medlemmerne i Hjørring Handel og for hele Hjørring. Derfor synes Morten og jeg, at de skal have en stor tak og et stort påskeæg fra føtex.
Lørdag den 30. marts inviteres alle til en sjov køretur med Krumme Kanins Krummetog gennem Hjørrings midtby, hvor vinderen af Påskejagten fra Påskepasset vil blive trukket.
En dag fyldt med eventyr og spænding venter! Og Krumme kanin har små chokoladepåskeæg med til alle børnene.
På Hjørring Handels generalforsamling blev det flere gange slået fast, at gode historier er vigtige i bestræbelserne på at trække gæster og dermed kunder til byen. Læs mere om Hjørring Handel de kommende dage.