Lørdag blev to unge norske statsborgere fremstillet til varetægtsfængsling i Hordaland Tingret. De er sigtet for særlig grov narkotikaforbrydelse, skriver NRK.
Allerede torsdag blev politiet underrettet af toldvæsenet, der havde foretaget en toldkontrol i Bergen i forbindelse med ankomsten af en færge fra Hirtshals, noterer Nyhed24.dk.
Af hensyn til efterforskningen vil politiadvokat Øyvind Røyneberg ikke komme ind på, hvad det er for et stof, der er tale om, eller hvor meget.
Så vidt politiadvokaten ved, er der imidlertid ikke foretaget større toldbeslaglæggelser i den pågældende norske politikreds hidtil i 2024.
Norsk politi mener, der er flere involverede i sagen.