Af Charlotte Voetmann
Nejstgårdvej 105
Tornby
charlotte@hjerneogsundhed.dk
Vi er mange der i nærmeste fremtid nærmer os 80 ++. Ingen kan spå om egen helbredstilstand og alle håber at kunne bo længst muligt i eget hjem. Men kommer vi i en situation, hvor helbredet svigter og opgaven bliver for svær for resten af familien, kan det være nødvendigt med at flytte på plejehjem.
Det jeg har oplevet i hjemmeplejen, er at mange familier bliver meget slidte inden de giver op. Undersøgelser viser at 73% af de pårørende til mennesker med eks. demens bliver så fysisk /psykisk slidte, at det er behandlingskrævende og kræver hjælp fra hjemmeplejen eller i værste fald, er det ikke én men to plejehjemspladser, der er brug for.
De borgere der står på venteliste til en plejehjemsplads, de står der, fordi der er indikation for døgnpleje og en pleje, der overstiger, det man kan klare i et privat hjem.
Undersøgelser viser at ved besøg af hjemmeplejen på 5 eller flere gange daglige 365 dage om året overstiger omkostningerne en plejehjemsplads.
Hvis kommunen samtidig har valgt at reducere antallet af plejehjemspladser, så kan jeg godt forstå at pengene fosser ud af kassen.
Jeg går ikke ind for tvang, men vi er nødt til at få en debat om begreberne ”længst muligt i eget hjem” og ”et værdigt ældre liv”.
Det er ikke værdigt at man på sine gamle dage når at blive slidt op, så meget som en 86-årig kvinde fortalte mig i forbindelse med at hendes mand kom på plejehjem:
”Vi har haft utroligt liv sammen med meget kærlighed og været så tætte. Men nu er jeg så slidt, at jeg ikke har flere følelser for ham længere. I må gøre med ham hvad I vil…” (efterfølgende fik kun konstateret PTSD og depression)
Er det det politikerne vil??
Nedlukninger for besøgende på landets plejehjem i foråret 2020 under Coronakrisen har lært os meget om betydningen af regelmæssig kontakt til familie og de nære venner.
Som telefonrådgiver på Demenslinien har jeg hørt utallige eksempler på konsekvenserne af denne nedlukning. Konsekvenser som jeg ikke ønsker for nogen at de skal gentage sig.
Mange fortællinger handler om, hvordan man er kommet til sin ven eller sit familiemedlem, der bor på plejehjem og har kunne gå ture i udearealerne og hvordan de har kunnet have positive og livgivende aktiviteter sammen.
Da de pårørende efter 3 måneders nedlukning genså deres kære, mødte de et menneske som havde savnet den nære kontakt til dem de kendte. Beboere havde mistet livslysten og livsgnisten, og med de konsekvenser at de var faldet sammen – havde mistet appetitten, havde ikke længer hverken lyst eller kræfter til at bevæge sig. En yderligere kompleks opgave for et personale, der er mangel på.
Mange var blevet sengeliggende og skulle liftes op i stol eller mades. Det var ikke ualmindeligt at beboerne ikke længere kunne genkende selv de aller nærmeste og mange havde mistet sproget.
Jeg ved at personalet har gjort alt for at hjælpe de enkelte beboere og uanset hvor kompetente de er, så kan de aldrig erstatte de nære i familien og venner.
Tidligere har man tillagt denne svækkelse af livsdueligheden og helbredstilstanden at grundet alder, demens eller andre sygdomme.
Men under denne nedlukning har vi fået skåret ud i pap, hvad vedligeholdelse af de nære relationer og hyppige besøg betyder for livsmodet og livslysten.
Politikerne skal tænke sig meget godt om – dette handler jo ikke kun om at tænke stordrift og centralisering – men det har nogle negative konsekvenser med denne centralisering og ekskludering fra det vante lokalsamfund.
Samtidig i disse tider hvor der manglers ”hænder”, har dette været en yderligere belastning i de plejekrævende opgaver.
Derfor ønsker vi et friplejehjem i vores lokalsamfund i Tornby.