I fredags åbnede Vendsyssel Teater som tidligere omtalt og anmeldt dørene til Store Sal med urpremiere teaterkoncerten MEN HER GÅR DET GODT.
Efterfølgende konstaterer teaterfolkene, at der går det virkelig godt. De er kort fortalt dybt taknemmelige for den fantastiske modtagelse, som forestillingen har fået af publikum.
Teaterdirektør og instruktør Rolf Heim leverer sammen med de medvirkende på og udenfor scenen en indsigt i, hvad en teaterkoncert kan, når forlægget er lune og fandenivoldske sangtekster af lokale Ib Grønbech.
– At det så oven i købet til overflod er lykkedes for teaterdirektør og instruktør Rolf Heim så sublimt og respektfuldt at folde dette musikalske univers fornemt ud og få det til at fungere så fint på scenen, lover godt for fremtiden på Vendsyssel Teater, skrev Niels Skipper i sin anmeldelse af teaterkoncerten på NordsøPosten.
– Stykket er kaloriefyldt som stegt flæsk krydret med sprød poesi, konkluderer netavisens anmelder.
Hør ovenfor instruktøren fortælle om teaterkoncerten.