Premieren lørdag aften på 50 års jubilæumsrevyen blev intet mindre end en fest med en regulær pragtforestilling, der får masser af rosende ord fra gæsterne.
– Henrik Baloo Andersen spiller med ikke bare sine fingre, men hele sin krop, ja sågar med øjnene. Han er indbegrebet af spillelyst og livsglæde, lyder det blandt andet fra Karl H. Bornhøft om direktøren og kapelmesterens indsats i og med Hjørring Revyen 2023.
– Det var et fuldtalligt og begejstret publikum, der her til aften overværede Hjørring Revyens 50 års jubilæumsforestilling, fyldt med morsomme og indimellem også eftertænksomme numre, men først og fremmest i en hamrende musikalsk indpakning, suverænt udfoldet af de seks medvirkende skuespillere, noterer deres kollega Jørgen Bing.
– Igen en revy, der må komme på landkortet, med en masse stjernedrys. Det er fantastisk, at der gennem 50 år har været så mange gode revyer i dejlige Hjørring, bemærker den pensionerede bager og nuværende togfører Krumme.
– Det er nok den bedste revy i mange år, lød det allerede i pausen efter 1. akt fra en begejstret Gert Jensen.
– I år ekstra festligt med 50 års jubilæum og den lever i bedste velgående, fastslår fotograf Hans Ravn.
Man skal da også op i fart, hvis man vil sikre sig billetter til jubilæumsrevyen, der allerede har et dusin totalt udsolgte forestillinger frem til og med 23. juni samt igen i starten af juli.
Tjek imidlertid datoer og muligheder ud her på BILLETTEN.
Link til relateret artikel
Musikalsk tour de force med tæft for tempo og timing i Hjørring Revyen 2023
Det kunne være spændende at se, om billetsalget kun glødede svagt, hvis ikke der lige blev givet et tilskud på x 1.000 kr. pr solgt billet i dette teater. Ville man være villig til at give 1.500- 2.000 eller 2.500 for en billet, så der måske samtidig kunne være råd til at vores ældre på plejehjemmene kunne få både fløde på jordbærene og saftevand, til dem, som de ikke kan få til at drikke nok væske, når de blot skal “nøjes” med vand. Nå – men beslutningen er taget og teateret vandt over velfærden, så det må vil leve med og nå ja, dem på plejehjemmene, skal jo herfra på en eller anden måde og jo før det sker, jo mere er der råd til at give i tilskud til underholdning.