Af Birthe Nesgaard Johansen
Vandrefuglens Univers
Hjørring
Det blev en fantastisk sensommertur i herligt selskab med 12 gæve vandrefolk i Vennebjerg.
Kort efter starten på gåturen havde jeg arrangeret i besøg i LamaShop, hvor jeg havde aftalt med Lasse, at han kort fortalte om deres skønne butik.
Jeg vil lige indskyde, at Lasse er en af mine gavmilde sponsorer til mine kunstture til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Tusind tak for din gæstfrihed og for at delagtiggøre os i dine/jeres erfaringer ud i uldens verden, det var meget spændende at høre om. Og ja, du fik jo besøg af nogle af os senere på dagen, så vi kunne drage afsted med nogle lækkerier til ganen og maven.
I butikken er det selvfølgelig lækkert blødt alpaka garn, men det bugner også af alskens andre skønne sager, som jeg ikke vil remse op, det skal opleves.
Da butikken jo hedder LamaShop, tryllebandt Lasse os med, hvorfor det hedder LamaShop. Det gør det selvfølgelig, fordi det hele startede med, at han og konen købte et par lamaer.
Desværre døde den ene Lama, og den anden var i sorg, da lamaer jo er flokdyr.
Noget måtte gøres, så Lasse og hans kone anskaffede sig 3 alpakaer, og lamaen ser meget veltilpas ud efter at have fået selskab af smuksakkerne.
For blot en måned siden, var der familieforøgelse.
Jeg har fulgt den lille ny lidt på sidelinjen, og når jeg var på besøg, havde han ikke mod på at komme helt tæt på.
Han fulgte sin mor overalt og gjorde alt, hvad hun gjorde, og udseendemæssigt er han en tro kopi af sin mor.
Men nu er han en frisk bette knajt, som er meget nysgerrig på alt.
Nå det var et sidespor, Lasse havde fundet prøver af fåreuld, lamauld, alpakauld og baby alpakauld frem, så vi kunne mærke forskellen i blødheden, og det var meget tydeligt, at babyalpakaens uld var det blødeste.
Nå men inden vi kom ind i butikken, fortalte Lasse om, hvor lamaer og alpakaer kommer fra. Her er lidt af hans historie om de skønne dyr plus lidt fakta, jeg selv har fundet frem til:
ALPAKAEN (Vicugna pacos) er et domesticeret sydamerikansk pattedyr i familien Camelidae. Den er nært beslægtet med den vildtlevende vikunja. Der er fremavlet to racer af alpakaen, suri og huacaya. Huacaya er den mest almindelige.
Indtil 2001 var alpakaens videnskabelige betegnelse Lama pacos, idet man antog at den var nærmere beslægtet med lamaen, og ligesom denne nedstammede fra den vildtlevende guanaco. Nye DNA-teknologier har imidlertid afsløret at den nedstammer fra vikunjaen.
De vilde alpakaer holdes hele året på græs i 3.500-5.000 meters højde i Andesbjergene, omkring 80 procent af dyrene findes i Peru.
Alpakaen er betydeligt mindre end lamaen og blev ikke avlet som pakdyr, men for dens uld. Alpakauld anvendes i strikkede eller vævede tekstiler som tæpper, sweatre, hatte, handsker, tørklæder, ponchos, frakker og sengetøj.
En udvokset alpaka har normalt en højde på 81-99 cm og vejer 48-84 kg.
Vikunjaen (Vicugna vicugna) er et dyr, som tilhører familien kameldyr og lever i Andesbjergene i Sydamerika.
Dyret når en mankehøjde mellem 75 og 85 centimeter og vejer mellem 35 og 65 kg. Vikunjaens pels er ret langhåret og er gulbrun på ryggen, mens den er hvid på strube og bryst. Hovedet er lidt kortere end hos dens slægtning guanakoen, mens ørerne er lidt længere.
Den leverer en meget fin uld, som er meget dyr, idet vikunjaen kun kan klippes hvert tredje år og man skal indfange de vildtlevende dyr først.
LAMAEN (Lama glama) tilhører familien kameldyr. Den betragtes som den domesticerede form af guanaco.
Lamaen lever i Andes i Sydamerika. I nutiden bruges den stadig som transportdyr i Sydamerika, men ikke så udbredt som tidligere, da den er blevet udkonkurreret af den mekaniserede verden.
Lamaens uld og kød anvendes dog også i mindre udstrækning. Det er som oftest de kastrerede hanner, der benyttes som trækdyr, da de er lettest at håndtere.
Lamaer er flokdyr og tillige et klassisk flugtdyr, men det er for lamaer ikke så udpræget som for heste.
Lamaen lever i sociale grupper med en dominerende han og et harem af hunner. En sådan flok anføres af alfahannen, der ikke ubetinget behøver at være den stærkeste lama, men en der ved fare bevarer roen og dermed formidler sikkerhed til de øvrige flokdyr.
Kampe mellem hannerne foregår ved bid og rasende skrig, indtil den ene han har underordnet sig den anden. Bortset fra dette er lamaer fredelige flokdyr.
Efter drægtighedsperioden, der varer 11 til 12 måneder, fødes normalt kun én unge og kun sjældent tvillinger.
Unge dyr bliver kønsmodne efter cirka to år. De slikker ikke deres nyfødte rene, da deres tunge ikke kan komme ret langt ud af munden. Derimod pusler de om, og ”nynner” meget for dem lige efter fødslen.
Det lamaen måske er bedst kendt for, er at den spytter i forskellige situationer, som når den bliver bange eller føler sig truet. Når lamaen spytter, er det bemærkelsesværdigt præcist.
Normalt spytter den ikke på folk, men derimod mod hinanden for at styrke deres position i hierarkiet eller holde artsfæller på afstand.
Spyt er kun ment til at advare en modstander. I mere alvorlige situationer spytter dyret delvist fortæret foder, som det kaster op gennem spiserøret. Det er grønt og ildelugtende, men kan nemt vaskes væk. Den kan spytte cirka 10-15 meter.
Jeg sagde til jer, at jeg mente, at alpakaer også kunne finde på at spytte. Jeg har undersøgt det lidt nærmere, og den er god nok: Når alpakaen er meget gal, lægger den ørerne tilbage og spytter. Spyttet består af tygget maveindhold, som den hoster ud gennem næse og mund – og den kan ramme meget præcist inden for cirka 10 meter.
Det var en længere historie, men jeg synes, det var meget interessant at høre om dyrene, så jeg synes lige, det skulle med i teksten.
Nå men efter en dejlig travetur mødtes vi med Jytte, som ventede på os ved Vennebjerg Vingård. Selvom man er forhindret i at gå, kan man jo altid deltage i efterhygge, ligesom når man ikke har tid til at deltage i efterhygge, kan man altid nøjes med gåturen. Vi hygger os uanset, hvad vi laver sammen.
På vingården fik vi en rundvisning og masser af spændende information ud i druernes verden fra jord til bord, og det er altså slet ikke så ligetil det der med vindyrkning, hvor resultatet ender med Michael og Susannes yderst velsmagende Rosé- hvid- og rødvine, og ja de brygger også selv hyben dessertvin.
Jeg er desværre nødt til at gøre beskrivelsen af vores spændende og hyggelige besøg på vingården meget kort, for Michael fortalte så meget, at jeg slet ikke kan huske det hele, og det er altså ikke noget, man kan google sig til, så jeg skriver hurtigt videre.
Efter rundvisningen var der smagsprøver på Rosé vestenvin fra 2022 og 2023. Der har nemlig været så mange rundvisninger med vinsmagning af deres præmierede (første og andenplads af danske vine), så der var kun rosèvin tilbage til prøvesmagning for Vandrefuglens Univers, men de smagte til gengæld dejligt, og ja der røg da også lige en par flasker med hjem i rygsækken.
Tusind tak til Michael og Susanne for igen i år at give os en dejlig oplevelse, det var en herlig afslutning på en dejlig dag I det fri.
Foto: Birthe Nesgaard Johansen.
