Himlen over Hjørring
Himlen over Hjørring
Skifter dag for dag.
sol i blåt
Gråt i gråt
varme, sne og vådt i vådt.
Vasketøj i Hjørring
kysses af en vind
skifter mellem
Blid og kold
Hjørring set i dur og mol.
Vinter over Hjørring
kuldens skarpe bid
sneen ligger
tung og hvid
Hvirvles rundt ved vintertid.
Tristesse over Hjørring
kommer af og til
trænger ind
hvor den vil
i byen, hjertet og ens sind.
Glæden over Hjørring
Føler man ret tit
når man hører
hjørringensisk
talt med sødme, kækt og frit.
Midnat over Hjørring
klokkespillets lyd
ro og trøst
Kind mod bryst
Natten drømmer – stille fryd.
Af Bjarni Åkesson Filholm
2023
Bjarni Åkesson Filholm skrev digtet i efteråret 2023, fordi hans kære barnebarn, Klar,a var begyndt at tale med en let, men tydelig Hjørring accent, altså ikke direkte vendelbomål, men den dialekt, hjørringensere taler med.
– Det, syntes jeg, lød så sødt, sjovt og livsbekræftende, at jeg fluks satte mig ned og skrev en ode til Hjørring, som jeg jo kender så godt, fortæller Bjarni Åkesson Filholm.
– Jeg ankom dengang selv til byen i 1977 for at tiltræde en stilling som bibliotekar ved byens bibliotek og har været glad for at bo i den by – og i landsdelen i det hele taget tilføjer han.