Bjergby-Mygdal Idrætsforening (BMI) viste søndag deres store påskønnelse for de mange frivillige ildsjæle, der er med til at skabe et stærkt fællesskab i foreningen.
Flaget var hejst ved Bjergby-Mygdal Idrætshal, da 130 frivillige med familier ankom til en festligt pyntet hal og en overdådig brunch. BMI havde inviteret alle i husstanden med for at takke for den uvurderlige indsats, de frivillige yder for foreningen.
– Med de værdier vi har her i BMI – fællesskab, frivillighed, bredde og gensidig respekt – er der ingen problemer med at skaffe frivillige til alle vores aktiviteter, fortæller formand Anne Kirstine Brag Christiansen. Udover gymnastik, fodbold, udefitness, badminton og 60+ aktiviteter hjælper vi også med frivillige til blandt andet Dana Cup, Hjørring Dyrskue og sommerfesten. Alle gør et fantastisk arbejde for fællesskabet, og det er det, vi siger tak for i dag med denne brunch.
Den imponerende brunchbuffet var arrangeret af ingen ringere end bysbarnet Johnny Haugaard, bedre kendt som Blomstermanden. Han er kendt for sine storslåede blomsterudstillinger rundt i landet, skabt med hjælp fra hundredvis af frivillige. Lige nu er han i fuld gang med at forvandle den gamle svømmehal i Aars til “Danmarks smukkeste juleudstilling Englen”.
Efter formandens velkomst og en fællessang kunne de fremmødte nyde den overdådige brunch og det hyggelige samvær, hvor Johnny Haugaard fortalte om det værdifulde arbejde med frivillige.
BMIs store engagement og stærke fællesskab har for nylig sikret dem titlen som “Årets Idrætsforening 2024 i DGI Nordjylland” i hård konkurrence med Skibsby-Højene IF og Vestbjerg IF.