I dag var en stor dag for en række nye unge fiskere fra North Sea College.
De fik overrakt deres Blå Bevis, og kan nu kalde sig uddannede erhvervsfiskere. De har arbejdet hårdt for denne titel og er forhåbentlig stolte af sig selv.
Danmarks Pelagiske Producentorganisations formand Jens Schneider Rasmussen ønskede tillykke, og fortalte dem om det store ansvar, der følger med det Blå Bevis. Ansvaret for både egen- og andres sikkerhed om bord, ansvaret for at udvikle sektoren i en mere grøn og bæredygtig retning, og ansvaret for at passe på havet til fremtidens generationer af Fiskere.
Samtidigt blev Årets Unge Fisker også kåret. Valget faldt på én, som har gjort det rigtig godt i praktikken, og som på skolen også har klaret sig særdeles godt. Selvtilliden fejler ikke noget, og eleven tvivler ikke selv på sin dygtighed.
Elevens første praktikskipper sagde; ”han kender, og kan jo det meste på forhånd, grundet han er født ind i fiskermiljøet”.
Og sidste praktikplads udtaler om eleven: ”Det går bare så godt med ham, og han er en rigtig dygtig elev. Så flere af dem, vil vi meget gerne have”.
Og derfor er Mike Hjort Samuelsen valgt til Årets Unge Fisker 2023/24.
Stort tillykke til Mike!
Kilde: DPPO.