Man kunne næsten tro, at Hirtshals Havn er blevet helt sort, for der bliver landet rekordmange blæksprutter i år. Det mærker man også hos fiskeauktionen i havnebyen.
– Vi har før set, at nogle enkelte arter stiger helt vildt, fordi der er mange over en kort periode, men her ser det ud til, at der flere og flere arter, der kommer flere og flere af, og det er blæksprutten bare en enkelt indikator på, siger Finn Møller, der er auktionsmester hos Hirtshals Fiskeauktion.
I løbet af 2025’s første 11 måneder er der landet hele 106 tons blæksprutter i Hirtshals til en værdi af 3,9 millioner kroner, og man skal nogle år tilbage, sidst man var i nærheden af det tal.
Ifølge Landbrugs- og Fiskeristyrelsens tal fra 2013 til 2025 landede man 91 tons blæksprutter tilbage i 2020, og det var til en lavere gennemsnitlig kilopris på 29 kroner mod 36 kroner i år.

– Der er altid et tidspunkt, hvor det ikke bliver bedre, men med blæksprutterne tror jeg, at det kommer til at stige igen næste år, siger Finn Møller.
Landingstal for blæksprutter på Hirtshals Havn (og kilopris)
- 2013: 13 t (42 kr.)
- 2014: 11 t (43 kr.)
- 2015: 53 t (32 kr.)
- 2016: 14 t (43 kr.)
- 2017: 50 t (37 kr.)
- 2018: 24 t (46 kr.)
- 2019: 29 t (34 kr.)
- 2020: 91 t (29 kr.)
- 2021: 66 t (33 kr.)
- 2022: 25 t (58 kr.)
- 2023: 73 t (39 kr.)
- 2024: 32 t (49 kr.)
- 2025: 106 t (36 kr.)*
*De første 11 måneder af 2025
Optimistiske bankmøder
Udover blæksprutten er der i år også landet rekordmange kuller på Hirtshals Havn.
– Helt generelt er det gået opad, og når jeg snakker med fiskerne, er der også noget, der tyder på, at det vil fortsætte – både med blæksprutter og andre arter, siger Finn Møller.
Det betyder også, at man får nogle flere muligheder, når der tales om iværksætteri, hvor ”den store stopklods har været pengeinstitutterne”.
– Det er altid der, vi render panden mod muren, men med blæksprutterne og andre arter er der mere at rykke med. Så det giver mere optimisme, når vi skal snakke med banken, siger auktionsmesteren.
I det hele taget er Finn Møller positiv, for det går godt på Hirtshals Fiskeauktion, og det betyder, at man næste år udbygger servicen i Skagen med flere folk og faciliteter.
Glade fiskere
Selvom der bliver spist lidt blæksprutte i Danmark, så er det op mod 90 procent, der bliver eksporteret, primært til Sydeuropa.
Det betyder, at bløddyret, som engang ikke havde en særlig værdi, lige pludselig er gået hen og blevet værdifuld for fiskerne, som fisker blæksprutter som bifangst.
– Vi sælger de små blæksprutter til 30 kroner kiloet og de store til 60 kroner, siger Finn Møller.
– Så det fylder jo mere for fiskerne, for det er foruden deres jomfruhummere, kuller og rødspætter. Det er et supplement, som de kan se på deres afregning, og det, synes de jo, er skidefedt.
Det er ikke kun på Hirtshals Havn, at det går godt med landingerne af blæksprutter. Ser man på hele Danmark, er det i løbet af de første 11 måneder af året landet 268 tons. Det er det tredjebedste fangstsår siden 2013.
Landingstal for blæksprutter i Danmark
- 2013: 43 t
- 2014: 36 t
- 2015: 176 t
- 2016: 58 t
- 2017: 218 t
- 2018: 88 t
- 2019: 204 t
- 2020: 332 t
- 2021: 202 t
- 2022: 113 t
- 2023: 303 t
- 2024: 133 t
- 2025: 268 t*
*De første 11 måneder af 2025


