I perioder bliver der også god plads til solen flere steder i landet, skriver TV2 Nord.
Hvis cykelturen til job eller skole føles lidt ekstra hård onsdag morgen, er der ikke så meget at sige til det. Det er nemlig en noget blæsende dag, vi er stået op til.
Mest blæsende er det i kystområderne, hvor det blæser med en frisk vind til kuling fra vestlig retning. I Nordvestjylland og på Bornholm er det med vindstød op til stormende kuling.
Derudover er der særligt i Jylland risiko for at blive ramt af en lokal regnbyge i morgentimerne. Disse byger er imidlertid ganske kortvarige.
Efter morgenens regnbyger bliver der en overgang god plads til solen, inden det efterhånden bliver mere skyet.
Stedvis en del sol
Særligt i formiddagstimerne er der udsigt til gode solchancer. I perioder bliver det endda med decideret solrigt vejr.
Enkelte regnbyger kan stadig forekomme, men ellers vil det holde mest tørt først på dagen.
Ud på eftermiddagen kommer der efterhånden flere skyer ind over landet fra vest.
Sammen med de mange skyer bliver risiko for regnbyger ligeledes større. Kun de sydligste egne af landet og Bornholm ser ud til at slippe for eftermiddagsbygerne.
På TV 2 Vejrets radar kan du dagen igennem følge med i, hvor dagens byger befinder sig.
Temperaturmæssigt er det stadig til den lune side for årstiden med 14 til 17 grader, når det bliver varmest. Dog vil vinden får det til at føles køligere.
I aftentimerne begynder en front at gå i land i den nordvestlige del af Jylland med et sammenhængende regnvejr. Som aftenen og natten skrider frem, skal fronten passere hele landet.
I forbindelse med denne front blæser det noget op. Derfor er der ned langs den jyske vestkyst risiko for vindstød op til stormstyrke i de sene aftentimer.
Kilde: TV2 Nord.