Alle kan nu gratis melde sig til Vintercyklingsugen, og stille hold og deltage i konkurrencen. Det gælder både privatpersoner og virksomheder. I Vintercyklingsugen, får du gode råd og tips til at køre på cykel vinteren igennem samtidig med, at du kan vinde præmier fra Cyklistforbundet.
”Vi ved, at det kan være svært at holde ved cyklen, når temperaturen falder, og det bliver slud og sjap, derfor inviterer vi til, at du melder dig til vores Vintercyklingsuge, hvor du får at vide, hvordan du kommer godt igennem vinteren på cykel. Vi klæder folk på til at blive rigtige cykelvikinger,” siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.
Vinderholdet får 25.000 kroner at handle cykeludstyr for. Holdet kan gå shop-amok på gripgrab.com, så alle deltagerne på vinderholdet kan fortsætte vintercyklingen med varmt og vandtæt grej til hoved, hænder, krop og fødder fra virksomheden GripGrab. Men der er også flere mindre præmier til deltagerne.
Vintercyklingsugen finder sted i november, så det er ikke helt vinter endnu.
”Vi har flyttet Vintercyklingsugen fra januar til november, så deltagerne går ud af Vintercyklingsugen med blod på tanden og redskaberne til bare at fortsætte med at cykle hele vinteren. Og det er jo en blød start, da vinteren ikke er sat helt ind endnu,” siger Kenneth Øhrberg Krag.
Cykling giver færre sygedage
Vintercyklingsugen er lillesøster til Cyklistforbundets VI CYKLER TIL ARBEJDE-kampagne, der finder sted hvert år i hele maj. Cyklistforbundet opfordrer virksomheder til at melde medarbejderne gratis til kampagnen. Medarbejdere, som cykler til arbejde, har færre sygedage. Og en tredjedel af danske lønmodtagere kunne godt tænke sig at cykle mere, viser en undersøgelse fra Cyklistforbundet.
”Sidste år var der godt 10.000 cyklede til arbejde i Vintercyklingsugen, og mange af dem meldte sig også til VI CYKLER TIL ARBEJDE for første gang, fordi de havde fået smag for at cykle, så ugen er en rigtig god måde at komme i gang med at prøve at cykle til arbejde,” siger Kenneth Øhrberg Krag, der allerede nu kommer med et enkelt godt råd fra kampagnen.
”Hvis du vil være en cykelviking, så gælder det om at finde balancen mellem at have det dejligt varmt – men ikke så varmt, at du sveder. Det bedste råd er altid at tage flere lag tøj på, for så kan du nemt regulere og tage et lag af, hvis du får det for varmt. Måske virker det fristende bare at tage en stor og tyk dynejakke på, men så har du ikke noget at regulere med, og du ender med at føle dig utilpas over det hele,” siger han.
Fakta:
Vindercyklingsugen finder sted i uge 47, mandag d. 20/11 til søndag d. 26/11.
Tilmeldingen er åben på vcta.dk. Det er gratis at deltage.
Tilmelding her: www.vcta.dk