Vælgerforeningen Tannisbugt Venstre var tidligt på banen med rigtig mange plakater og bannere på marker og i byer, og på havet da lokale politikere sammen med kandidaten Anne Honoré Østergaard søsatte valgkampen om bord på fladbåden og efterfølgende med valgmøde i Tversted Bjærgelaugs fine bådhus meget, meget tæt på vandet.
Søndag klokken 13.30 arrangerer Tannisbugt Venstre, sammen med Tversted Borger- og Turistforening og Foreningen Klitgården, offentligt valgmøde og valgdebat på Klitgården i Tversted klokken. Det varer nok en tre timer, hvis ellers dagens ordstyrer, journalist Pia Haugaard, kan få panelet til at sige noget. Det er nok en overkommelig opgave for styrkvinden.
– Krydset skal jo sættes tirsdag, så søndagens valgdebat er et godt tilbud, som klæder dig på inden valgdagen, fortæller Pia Haugaard.
– Kandidater, som stiller op i Hjørringkredsen og som repræsenterer 10 forskellige partier, er klar til at svare på spørgsmål, og vi sætter fokus på nogle af de emner, der optager vælgerne allermest. Og selvfølgelig bliver der også mulighed for, at du som vælger kan stille spørgsmål til partierne. Er der noget, du mangler svar på, et emne du gerne vil have belyst bedre, eller er du i tvivl om, hvor krydset skal sættes? Så er du mere end velkommen til Tversted, siger hun.
Der er også plads til en snak med Folketingskandidaterne om lokale emner, og det kunne jo være, som antydet i indledningen, kendsgerningen; at vandet presser på og æder af kyst og klitter specielt ved nedkørslen til stranden. Lørdag eftermiddag var der stort set ikke plads til at gå tørskoet i retning mod Skagen.
Det er ikke sikkert, det er det store problem i vores tid, men sikkert er det, at det ér et problem andre steder. Hvordan vil Folketingskandidaterne opstillet her gøre noget for at sikre kysten i Hjørring Kommune og andre steder?
Skal det fortsat være borgere nær vandet, der betaler for at sikre Danmarks kyster? Eller er det en opgave for alle danskere? Spørgsmålet er hermed givet videre til søndagens panel på Klitgården.
Alle er velkomne søndag klokken 13.30 på Klitgården Østervej i Tversted.