– Skolevenner er trygge og stabile voksne, der ugentligt besøger klasseværelset og tilbyder betingelsesløs opmærksomhed, støtte og et lyttende øre, fortæller Nils-Georg Lundberg, forhenværende rektor på Hjørring Seminarium og dekan ved UCN, og nuværende formand for Skolens Venner i Hjørring og næstformand i Landsforeningen for Skolens Venner.
Nils-Georg Lundberg arbejder ihærdigt på at rekruttere flere skolevenner til skolerne i Hjørring Kommune. I øjeblikket er der 17 skolevenner på Lundergårdskolen, 2 på Hjørringskolen, 1 på Hirtshals Skole og 1 på Sindal Skole.
Erfaringen viser, at skolevenner bidrager til øget trivsel i klasserne og er en værdifuld hjælp og støtte for eleverne. Derfor er det et stort ønske fra Sindal Skole at få flere skolevenner.
Niels Christian Mortensen, eller blot NC, er i øjeblikket den eneste skoleven på Sindal Skole. Han er skoleven for 9. klasse, hvor han i sidste skoleår assisterede lærer Anders E. Hansen i matematikundervisningen. Et fag som mange elever finder udfordrende. Skolevennen er en uvurderlig støtte, der kan sætte sig sammen med de elever, der har brug for ekstra hjælp. Skolevennen arbejder udelukkende efter lærerens anvisninger.
– Det er fantastisk at arbejde med de unge elever. Det er en stor glæde for mig, da jeg har overskuddet og lysten til at hjælpe de unge, som måske kæmper med de matematiske formler. Når det samtidig også er en glæde og hjælp for eleverne, at jeg er i klassen et par timer om ugen, ja, så går det hele op i en højere enhed, fortæller N.C. Mortensen.
– Det har været en stor hjælp for mig at have N.C. i klassen. Med hans livserfaring har det skabt tryghed i klassen og samtidig hjulpet eleverne med matematikken, siger lærer Anders E. Hansen.
Det kræver ingen pædagogiske forudsætninger at blive skoleven. Man bidrager med sig selv og sin livserfaring. Skolevennen har lyst til at hjælpe og støtte eleverne, men er ikke underviser. Undervisningen er lærerens ansvar. Skolevennen kommer på skolen 2 timer om ugen efter aftale med læreren.
Med frivillige skolevenner i skoleklasser fra 0. til 9. klasse støtter Skolens Venner børns personlige, faglige og sociale trivsel. Som en ekstra og nærværende voksen i klassen understøtter skolevenner den enkelte elev i fællesskabet og bidrager til, at flere føler sig set og hørt. Skolevennen er en tryg og rolig voksen, der kommer med opmuntrende ord, en støtte til læsning eller matematikopgaven, en hånd på skulderen, et lyttende øre eller en trøstende skulder. Læreren eller pædagogen har altid ansvaret for klassen og for de aktiviteter, skolevennen indgår i. Det er op til den enkelte skole at definere, hvilke opgaver det skal være.
Skolens Venner blev stiftet i 2013 med det formål at skabe mulighed for et mere åbent og nærværende miljø i klassen, som kan fremme læring generelt for eleverne og samtidig skabe bedre mulighed for at fremme social inklusion og læring for socialt sårbare.
Interesserede kan få yderligere oplysninger om rollen som skoleven hos Nils-Georg Lundberg på telefon 22307269 eller mail nglundberg@outlook.com.