Her blev han halshugget og lagt på hjul og stejle… Den midaldrende mand var Thomas Thomsen Bisp fra Sønder Økse ved Brovst, og i disse dage er det 200 år siden, at en smuk sommermorgen blev forvandlet til et blodbad på bakken nord for byen.
Thomas Bisp var den sidste, der blev henrettet i Hjørring. Han var blevet dømt til døden og dommen stadfæstet af kongen, fordi han havde taget livet af sin kone med rottegift efter at have forelsket sig i den unge pige på gården.
Historien om Thomas’ skæbne er velkendt i Vendsyssel – måske særligt fordi kraniet og enkelte skeletdele blev fundet i år 1900 i forbindelse med vejarbejde på Skagensvej. Kraniet med spigeret trykket ned gennem kraniet var et usædvanligt fund, fordi man her ved selvsyn kunne se, hvordan straffen var blevet fuldbyrdet.
Den daværende leder af Vendsyssel Historiske Museum Jørgen Jacob Lønborg Friis syntes, at kraniet var så interessant, at han tog det ind på museet. Her blev det gemt i en kasse og først mange år senere kom det frem i lyset og blev udstillet på museet.
Historien om Thomas fascinerer os den dag i dag både på grund af fundet og den usædvanlige museumshistorie, men også fordi historien er almenmenneskelig: På tværs af tid er der begået mord i kærlighedens navn, og Thomas var ikke den første eller den sidste bonde i Danmark, som fik følelser for en ung tjenestepige.
Til efteråret sætter Vendsyssel Historiske Museum fokus på fortællingen om Thomas Bisp og på historien om dødsstraffen i Danmark gennem en ny udstilling. I den forbindelse vil museet gerne i dialog med efterkommere til den halshuggede Thomas Bisp.
Så er du i familie med ham, vil museet gerne høre fra dig. Kontakt museets direktør Anne Dorthe Holm på mail: adh@vhm.dk