Når Vendsyssel Historiske Museum på onsdag den 24. maj 2023 afholder byvandring, kan publikum følge i fodsporene på den sidste, der blev henrettet i Hjørring. Byvandringen begynder foran Det Gamle Rådhus kl. 17.00 og varer omkring halvanden time.
I 1822 var gårdmand Thomas Thomassen Bisp den sidste, der blev henrettet i Hjørring. På byvandringen følger publikum hans sidste rejse fra fangehullet i rådhuskælderen på Torvet til retterstedet i Hjørring Bjerge. Undervejs fortæller turens guide Jens-Christian Hansen om trekantsdramaet, der førte til mord, dom og henrettelse, idet Thomas Bisp var blevet dømt for at slå sin kone ihjel med rottegift til fordel for den meget yngre tjenestepige.
På turen ser deltagerne nærmere på nogle af de bygninger og spor i landskabet, som Thomas Bisp nåede at opleve i Hjørring, før han på dramatisk vis fik hugget hovedet af, parteret kroppen og lagt den på hjul og stejle.
Deltagerne ser dermed Hjørring med Thomas’ egne øjne og oplever både stemningen og blodrusen på henrettelsesdagen.
Tilmelding er nødvendig til jch@vhm.dk . Prisen for turen er 75 kr. og der kan betales kontant eller via Mobilepay ved fremmøde.