Lad os sammen få hjulene i gang, lød det opmuntrende fra afdelingsdirektør Trine Birgit Jensen og markedsansvarlig Jens Lau Nielsen fra Spar Nord, da de i dag spadserede rundt og delte bobler ud til butiksindehaverne i Hirtshals.
Den første modtager på turen var Malene Ibsen Jakobsen, som tog imod den gode flaske i solskinnet udenfor Bog & idé i Hjørringgade. Hun var tydeligvis særdeles positivt overrasket over tiltaget, som var en kærkommen opmuntring oven på den lange coronalukning, som dog er blevet udnyttet konstruktivt til at få renoveret lidt og omrokeret i den lokale Bog & idé.
Før netavisens udsendte forlod den boblende rundfart til butikkerne, kiggede Trine Birgit Jensen ind til Strand 8 og Grønfeldt Værkstedsgalleri, hvor tiltaget også resulterede i store smil hos henholdsvis Marie Louise Espersen og Joan Grønfeldt Kristensen.
– Jeg har sådan set også haft salg kørende under nedlukningen, men som iværksætter og indehaver af en butik er man simpelthen også nødt til at have kunderne indenfor døren for at kunne få den nødvendige samtale om produkterne, sagde Joan Grønfeldt Kristensen.
Spar Nords idé med initiativet var i sagens natur også netop at støtte op om, hvor vigtigt det er at handle lokalt også i Hirtshals. Heldigvis virkede de første tre butiksindehavere til at være ved godt mod og havde haft mange kunder ikke mindst i mandags.