Bodil Møller Jensen: Jeg har brug for at komme af med noget

Af Bodil Møller Jensen

KLUMME: Jeg har brug for at komme af med noget. Og så alligevel… Det er ikke for at komme af med det, for det er en del af mig og min historie for altid nu. Derfor vil jeg heller ikke af med den. Jeg vil også bare gerne dele den med dem,  der vil lytte. Min beretning. Min fortælling. Min oplevelse. Det kræver lidt at få den herud. Mundtligt er jeg blevet god til det. Skriftligt har jeg slet ikke begivet mig ud i det. Det er vildt. Det virker sensationssøgende. Det er det bare slet ikke. Men jeg vil gerne have delt mit budskab til kommende tider. Det er vigtigt i forhold til mange ting.

Jeg har til januar den 15. to års jubilæum. Jeg fejrer livet. Overlevelsen. Er det lidt for dramatisk? Nej. Jeg lever videre med nærdødsoplevelsen. I Grønhøj gik jeg som vinterbader ud. To af mine tre børn var med, og den ældstes kæreste kiggede med, og hunden var i bilen. Hjemme ventede manden og den yngste søn. De er slet ikke til koldt vand. Jeg ville tage et par ekstra svømmetag efter, at ungerne var gået ind. Pludselig ser jeg ikke vandet i en position, hvor jeg ligger og svømmer langs med kysten. Jeg er på vej ud. Og det går stærkt. Meget stærkt, og jeg kan intet gøre. Det går bare ud og ud og ud. Jeg kæmper for at vende snuden ind mod kysten og glemmer alle gode regler om at svømme langs kysten og ikke mod strømmen. Jeg slås og kæmper og padler mod strømmen alt, hvad jeg overhovedet har i mig.

Det gør jeg i elleve minutter den 15. januar i Grønhøj. Jeg bliver så klar i pæren som aldrig før. Jeg er mig meget bevidst om, at jeg ikke nødvendigvis kommer i land. Jeg er slet ikke klar til at lade det ske. Jeg har tre børn, mand, søskende, forældre, skolebørn og så uendeligt mange skønne mennesker omkring mig. Jeg mærker det uendeligt store og ubegribelige, jeg er oppe imod. Hver gang jeg er lidt fremme, kastes jeg meget længere bagud af bølger og strøm. Jeg begynder at tælle mennesker på stranden. Der er mange, men de er så frygteligt små. Jeg ser mine unger. Det mærkelige er, at jeg ser dem alle tre. De er alle tre i badetøj. Min datter prøver at komme ud i vandet til mig, men fprtryder to gange. Anden gang, hun løber ud til mig, falder hun.

Jeg ligger og tænker, at jeg bør vise med den ene arm, at jeg ikke har styr på det. Men jeg har ikke to stærke arme. Jeg har kun en stærk og en stærkt svækket. Jeg beslutter mig for at droppe at vinke. Jeg beslutter mig for, at hvis jeg kommer ind på land, så vil jeg give indtryk af at have haft styr på det hele tiden.

Jeg kæmper. Jeg padler. Jeg slås. Jeg arbejder. Hver gang, jeg er kommet lidt ind mod kysten, bliver jeg trukket ud igen. Jeg tæller mennesker på stranden. Jeg ser mine børn. Jeg beslutter mig for at bruge tiden med stilstand i trækket udad til at vinde ind på kysten. Jeg bliver trukket ned under vandet igen og igen, men jeg får kæmpet mig indad, og jeg tæller mennesker, og jeg siger igen og igen for mig selv: jeg vil ikke gå i panik, jeg vil ikke gå i panik! Lige pludselig, så let som en sommerfugls vinge, mærker jeg sandbund under min venstre storetå. Jeg beslutter mig for, at jeg næste gang sætter helt vildt hårdt fra, for nu har jeg bunden at samarbejde med.

Øjeblikket kommer, og jeg støder fra. Helt vildt hårdt. Vildt og vanvittigt og enestående og episk. Jeg begynder at komme ind mod land. Fra hofterne og ned er jeg følelsesløs. Alt er som bedøvet. Men jeg kommer ind. Det er vildt! Jeg forstår det stadig ikke. Det var så vildt! Brug det, I kan. Men vid, at der er så meget, vi ikke er herre over. Bodil Jørgensen har et opslag ude om nærdødsoplevelse. Vi får åbenbart noget forskelligt ud af det. Det er okay!

Det vigtigste er, at vi forstår hinanden. At vi giver plads til hinanden. At vi med hver vores fortælling har lige stor ret til og pligt til at dele det med hinanden.