Af Søren Wormslev
Politisk analytiker
TV2 Nord
Arne Boelt er tit blevet fremhævet – positivt – som en folkevalgt, der sagde, hvad han mente, og som man kunne forstå.
Dét, der i mange år har været et af hans fortrin, rummer måske også noget af forklaringen på, at han 1. januar ikke mere er borgmester.
For når man har siddet næsten 12 år på borgmesterposten, får man indblik i mangt og meget og kender dilemmaer og positioner hos alle parter ind og ud.
Når andre lufter et synspunkt, kan et menneske med Arne Boelts impulsive og ligefremme natur godt virke lidt bedrevidende, når han lige ud forklarer, hvorfor dette eller hint ikke lader sig gøre eller er en dårlig idé.
Eller, som en af borgmesterens sikre støtter, SF’s Jørgen Bing, formulerede det i en valgdebat på TV2 Nord: “Efter 12 år som borgmester kan enhver godt få lidt bykonge-tendenser”.
Lukket plejecenter og udvidelse af havn
I særlig grad har to sager i de forløbne fire år bragt Arne Boelt på kollisionskurs med mange vælgere: Dels beslutningen om at lukke et plejecenter i Tornby.
Arne Boelt forklarede igen og igen, hvorfor den anstrengte kommunale økonomi efter hans mening nødvendiggjorde det, men talte i Tornby og omegn for mestendels døve øren.
Dels en debat om finansieringen af en havneudvidelse i Hirtshals, der hurtigt udviklede sig til en diskussion for og imod opsætning af vindmøller i et skovområde.
Det er ikke kun Arne Boelts skyld, at sidstnævnte sag gik op i en spids, men han evnede ikke at få debatten om havneudvidelsen tilbage på sporet.
I 2017 stemte 10.257 af de 37.078 vælgere, der mødte frem, på ham personligt. I år fik han kun halvt så mange stemmer – 4993.
Samlede et splittet byråd
Arne Boelt blev borgmester, efter at de første fire år i den ny Hjørring Kommunes byråd havde været forpestet af en barsk konstituering på valgnatten i 2005.
Partifællen Finn Olesen gav op efter fire år i borgmesterstolen, og en af Arne Boelts vigtigste fortjenester er, at han – efter sin tiltræden – formåede at få byrådet til at fungere langt bedre end de foregående år.
Han talte sin kommunes og egns sag, også over for landspolitikerne, og var ikke bleg for at tale dem, han var uenige med, herunder hans egen daværende partiformand, imod.
Han og Jammerbugts Venstre-borgmester lagde samtidig kimen til et 12 år langt makkerskab som formandspar i det nordjyske kommunekontaktråd.
De har på skift haft formandsposten – senest sad Arne Boelt ved roret – men har sammen kyndigt ledet rådet.
Nu rykker Arne Boelt ned på de meniges rækker og har allerede overladt styringen af den socialdemokratiske byrådsgruppe til nye, yngre kræfter.
Hans egen appetit på politik synes dog intakt.
Efter nederlaget lod han forstå, at denne periode i byrådet under alle omstændigheder ville have været hans sidste, men at han godt kunne tænke sig om fire år at stille op til regionsrådet.
BLÅ BOG
- Arne Boelt
- 60 år
- Valgt for Socialdemokratiet.
- Byrådsmedlem (først i Sindal, siden i Hjørring) fra 1994.
- Borgmester i Hjørring 2010-2022.
TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev tegner et politisk portræt af de fire afgående, nordjyske borgmestre og den afgående regionsrådsformand.
Kilde: TV2 Nord.
De fleste stopper selv – andre bliver stoppet af Indenrigsministeriet.