De seneste tre år har de nordjyske kommuner hvert år tabt hver anden klagesag i Ankestyrelsen på børnehandicapområdet.
– Jamen, det er der ingen af os, der hverken er stolte af eller kan være tjente med, siger Hjørrings borgmester Arne Boelt (S), der som formand for Kommunekontaktrådet udtaler sig på vegne af samtlige nordjyske kommuner.
Uforståelig ansøgning
TV2 Nord fortalte i søndags om Gitte Rold Kristensen fra Birkelse i Jammerbugt Kommune. Hun fik først afslag på at få dækket merudgifter til sin sygdomsramte søn, men over et år senere afgjorde Ankestyrelsen til fordel for hende.
Og hun kæmper fortsat med at få det, hun har krav på. Senest fik hun afslag på eksperthjælp, fordi hendes sagsbehandler havde skrevet en ansøgning, hvor det ikke fremgik, hvad der blev søgt om, eller hvad Gitte Rold Kristensens søn fejler.
Simpel lovgivning
Arne Boelt anerkender, at forældre som Gitte Rold Kristensen er frustrerede over at skulle bruge meget tid på sagsbehandling og klagesager.
– Jeg har forståelse for, at forældrene i hvert fald ikke synes, at det er i orden, at de skal bruge så meget tid, som de i stedet skulle bruge på de børn, der har det svært nok i forvejen, siger Boelt.
Ifølge professor John Klausen fra Aalborg Universitet hænger de mange tabte sager i Ankestyrelsen sammen med primært to ting: Manglende kompetencer hos sagsbehandlere samt den pressede økonomi i kommunerne.
Også her anerkender Arne Boelt kritikken. Han vil gerne være med til at få opkvalificeret sagsbehandlingen i kommunerne, men samtidig beder han også Christiansborg om hjælp.
– Hvis vi kunne få en mere simpel lovgivning, ville det hjælpe meget, påpeger Hjørrings borgmester og bruger den aktuelle coronakrise som eksempel på, at det kan lade sig gøre.
– Vi har siddet til møder og fået ting igennem på ingen tid, fordi alle parter har været villige til at få en aftale på plads. Lad mig slå fast: Forældre skal have dét, de har krav på og ikke mere. Men vi kan ikke blive ved med at tabe hver anden klagesag. Det skal vi kunne gøre bedre, siger Arne Boelt.
Kilde: TV2 Nord.