Borgmesteren i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), er ikke i tvivl – det er på tide at overveje en regional genåbning af Nordjylland.
Den udmelding kommer han med, efter det er påvist, at der er længere og længere mellem tilfældene af den britiske corona-mutation i Nordjylland.
Senest er den britiske mutation B117 kun fundet i seks procent af de positive prøver i Nordjylland – mod 46 procent i eksempelvis Region Hovedstaden.
Men at smitten er høj i hovedstaden, bør ikke have indflydelse på genåbningen af Nordjylland, mener Arne Boelt.
– Det er urimeligt, hvis store dele af landet kan åbnes, og der så er en region – hovedstaden – som har det rigtig svært. Så tænker jeg, at man bliver nødt til at sige, at så er det der, man må holde lukket lidt længere, siger han.
Med tanke på det nordjyske erhvervsliv mener Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), også, at man med fordel kan begynde at åbne lidt op i regionen.
– Lampen blinker jo mega rødt, når det kommer til detailhandel, restauration, oplevelser, hoteller og så videre. Hele den branche er i kæmpe krise, siger han.
Men han understreger dog vigtigheden af, at en genåbning først og fremmest skal foregå sundhedsmæssigt forsvarligt.
– Ud fra en fornuftig, pragmatisk sundhedsmæssig tilgang i forhold til, hvad der kan være muligt regionalt. Det, synes jeg, man skal tænke i, og det har statsministeren jo heldigvis også signaleret, siger Thomas Kastrup-Larsen (S).
Dog bør en regional genåbning tænkes grundigt igennem og ikke gennemføres for enhver pris, mener Arne Boelt (S).
– Jeg vil være utrolig ked af at skulle lukke ned igen på skolerne. Jeg tror, at dét man åbner nu, skal man forsøge fortsat at holde åbent, og derfor skal man heller ikke åbne for meget. Man skal åbne det i et tempo, hvor man kan styre det, siger han.
Kilde: TV2 Nord.