Forventningens glæde hos børnene har ikke været til at tage fejl af for de voksne i Bindslev Skoles populære SFO.
Hos såvel de mange børn som også de voksne ses der hele året frem til den traditionsrige bustur til Fun-Park i Hirtshals.
Fredag var tiden endelig kommet, hvor bussen fragtede flere end et halvt hundrede børn til den store turistattraktion med de mange forskellige dyr, lige fra kaniner, næsebjørne, høns og krondyr, samt hoppeborge og alskens andre sjove aktiviteter.
Vejret var da også i år fuldstændig fantastisk med høj sol og næsten ingen vind, men alligevel heller ikke for varmt. Pølser blev grillet og brød ristet samt serveret af de voksne, idet børnenes appetit bestemt var stor efter den muntre leg.
Af alle de mange aktiviteter var togturen i det store hjortehegn, hvor både krondyr og dådyr kan opleves på helt nært hold, igen det helt store hit.
Ellers gik dagen med at udforske, undersøge og ikke mindst at lege, idet ikke så få af de 55 børn nok også ofte var en tur omkring butikken.
– Jeg lyver vist ikke, hvis jeg siger, at damen i slikbutikken har haft lidt ekstra travlt, lyder det med et blink i øjet fra pædagog Nanna Nielsen.