Børnehuset Hirtshals har en masse søde børn, som godt kunne bruge nogle frivillige voksne til på tværs af generationer at løse nogle praktiske gøremål.
– Vi er overbeviste om, at der findes nogle voksne, som har både tid og lyst til at hjælpe med forskellige mindre opgaver. Meget vil kunne klares sammen med børnene, som også har godt af at lære og se, hvordan voksne løser opgaver, fortæller børnehusets faglige leder Majbrit Krogh Ravnsbeck.
Bortset fra at alle medarbejdere og frivillige, der har med børn og unge at gøre, naturligvis skal kunne fremvise en pletfri børneattest, er den faglige leder åben over for alle henvendelser. Interesserede kan ringe til lederen på telefon 72 33 47 30.
– Det kunne for eksempel være pensionister eller andre, der har tid og energi til overs og som kunne tænke sig at være en del af vores fællesskab. Det er berigende at gøre noget sammen med børn, og vi glæder os til at høre fra interesserede.
Børnehuset Hirtshals, Fanøgade 13, består af vuggestue og børnehave. I vuggestuen har cirka 20-30 børn i alderen 6 måneder til 2,10 år sin hverdag, og i børnehaven cirka 70 børn i alderen 2,10 år til 5 år.
På hjemmesiden kan man læse, hvad der kendetegner Børnehuset Hirtshals:
– Børnenes hverdag i Børnehuset Hirtshals er præget af en hyggelig atmosfære med fokus på læring, trivsel og dannelse. Legen ser vi som grundlæggende forudsætning for det enkelte barns udvikling. Vi støtter børnene i deres leg gennem den tilrettelæggelse og prioritering vi har i hverdagen, ligesom i måden vi indretter lokalerne på.
Du kan også se mere om Børnehuset Hirtshals på Facebook.
