Fiskerne har sagt det længe. Der er alt for mange sæler, og der bliver kun flere og flere. Og nu taler tallene også deres tydelige sprog. I et svar fra Miljøminister Lea Wermelin til V-politiker Kristian Pihl Lorentzen kommer tallene på bordet, som er oplyst af Miljøstyrelsen.
Her er det tydeligt, at både den spættede sæl og gråsælerne om nogen er i fremgang.
Antallet af spættede sæler er estimeret ud fra tællinger i august på landgangspladser. De er korrigeret for andelen af sæler i vandet.
Gråsælerne tælles engang om året i Østersøen og Kattegat på hvilepladserne i maj/juni. Da gråsæler er meget mobile, kan der være store udsving og tallene er ikke korrigeret for sæler i vandet. Dvs. at tælletallet sådan set er mindre end det reelle bestandstal.
Miljøstyrelsen vurderer, at den spættede sæl spiser 4 kg føde om dagen og foretrækker, hvad end der er nemt tilgængeligt. Gråsælen spiser 5 kg føde om dagen og er også glad for alle fisk.
Kilde: FiskeriTidende.