Fredag afleverede tre repræsentanter for en stor gruppe borgere i Tversted 204 underskrifter til formanden for teknik og miljøudvalget, den konservative Søren Homann.
Underskrifterne er sat for at markere utilfredsheden mod en allerede – i det politiske udvalg – vedtaget ændring af Tannisbugtvejen i Tversted, som ifølge det vedtagne bliver smallere på bekostning af bredere fortov – en såkaldt promenade.
Der blev i rådhusets forhal fredag – af gruppens repræsentanter Michael Eriksen, Georg Larsen og Ove Møller, også afleveret underskrifter fra 13 af 17 forespurgte erhvervsdrivende i Tversted.
Teksten, som de mange underskrivere har sat deres navne under:
Teknik og Miljøudvalget, Hjørring Kommune har den 12. september 2024 vedtaget et projekt for omlægning af Tannisbugtvej, som en del af “Områdefornyelse Tversted”
Projektet medfører bl.a.:
* At kørebanen reduceres fra en nuværende bredde på ca 8 meter til en bredde på kun ca. 6 meter.
* At parkering langs Tannisbugtvej vil medføre kødannelser.
* At Cyklisters/bløde trafikanters sikkerhed på kørebanen reduceres væsentlig.
* At fremkommeligheden for kørende trafik reduceres væsentlig.
Med min underskrift tilkendegiver jeg, at jeg ikke kan støtte det vedtagende projekt, der indebærer en reducering af kørebanens bredde på Tannisbugtvej.
Borgergruppen bag ønsket om at få ændret den nævnte og vedtagne ændring af Tannisbugtvej ønsker, at vejen af trafikmæssige grunde forbliver omtrent i samme bredde som nu. De mener, at en arkitekt hurtigt kan lave ændringerne – inden arbejdet efter planen begynder i 2025.
De mener også, at det er muligt ved at bruge den eksisterende plads til fortovene på begge sider – plus stykket mellem eksisterende fortove og skellet ind til grundejere langs Tannisbugtvej – til at få lavet to lidt bredere fortove med samme flotte design med genbrugsfliser, planter, lys med videre.
Med dette kompromis ønsker borgergruppen i Tversted, at politikerne i teknik- og miljøudvalget tager sagen op igen og får den belyst fra alle mulige sider.
Gruppen understreger atter, at de er rigtig glade for det omfattende områdefornyelse i Tversted med naturring, haven, fælleden, klithus-projektet med videre. De frygter, at en smallere Tannisbugtvej vil betyde perioder med kaos med et voksende antal biler, motorcykler og cyklister.
De erhvervsdrivende langs vejen har besøg af mange lastbiler med varer og turistbusser med gæster. Der er endvidere langs vejen to campingpladser, som gæstes af større og større campingvogne og mobile homes.
Endelig viser erfaringerne, også ved et tragisk eksempel for kort tid siden, at redningskøretøjer skal kunne hurtigt frem, hvilket gruppen mener kan være et problem, når der holder biler langs vejen samtidig med, at der kører mange biler til og fra stranden. Tannisbugtvej er jo ensrettet, så der er kun én vej til og fra stranden, hvor der også kan være brug for redningskøretøjer og hurtig hjælp.
Formanden for teknik og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Homann, som også er den lokale folketingskandidat for partiet, tog imod underskrifterne og lovede at få dem lagt ved sagen. Mere kunne han ikke love borgergruppen fra Tversted.
Underskriftsindsamlingen fortsætter, og den digitale del kan ses her.
Herunder nogle af reaktionerne fra nogle af underskriverne – fremlagt af borgergruppen:
Jeg mener at vejforholdene bliver væsentligt forringet og sikkerheden for de bløde trafikanter bliver dårligere især om sommeren, når mange skal til og fra stranden
Jeg går ind for sikkerhed i trafikken, og det er der ikke plads til i dette projekt. Og så synes jeg, man skal gøre brug af det areal mellem flise og lodsejer.
Har haft/har sommerhus gennem de sidste 40 år og kan se at trafikken er taget til om sommeren på Tannisbugtvej – tør efterhånden ikke cykle på vejen på grund af parkerede og kørende biler!
Vi har sommerhus i Tversted, derfor også personlig modstand mod, at adgangen til stranden forringes med den indsnævrede vej.
Det bliver desuden farligere på cykel, og adgangen for udrykningskøretøjer bliver besværliggjort.
Tannisbugtvej bliver en flaskehals til stranden. Har bilisterne prøvet at sidde fast i fremkommeligheden,kører man næste gang uden om Tversted.
Dårlig løsning der er virkelig skandaløst processet ved hjælp af noget, der ligner et kup
Vejen vil blive alt for smal til cyklister kan køre sikkert til stranden.
Udrykningskøretøjer kan få problemer med nå frem til stranden.
Der er ikke så mange gående at der brug for bredere fortov
Jeg er opvokset i Tversted og det er mit yndlingssted, som jeg kender meget godt og ofte besøger. Jeg mener helt bestemt at det vil give kaotiske tilstande, hvis man med en 6 m bred vej besværliggør trafikken – især med hensyn til busser, lastbiler, campingvogne og autocampere, som vil få meget svært ved at møde hinanden. Det vil også være forfærdeligt, hvis beredskab og ambulancer forsinkes. På sommerdage er der jo rigtig meget trafik til stranden.
Nogle af kommentarerne fra erhvervsdrivende – fremlagt af borgergruppen:
Hvem har dog bestemt, at det skal laves?
Der bliver da kaos på vejen med kun seks meter kørebane.
Der er jo rigtig mange, der parkerer på vejen. Hvor skulle de ellers parkere?
Det er da det dummeste, vi endnu har set.
Hvem er det, som har brug for et 3,5 meter bredt fortov?
Og så i østsiden? De fleste forretninger er i vestsiden af vejen.
Borgergruppen i Tversted har også oprettet en gruppe på Facebook.
Du kan se de artikler og debatindlæg, der har været bragt på NordsøPosten her.
DU er også velkommen til at bruge dit lokale medie – skriv til NordsøPosten.
Jeg er enig i de betragtninger som mange har givet udtryk for. I tillæg kan jeg nævne at på borgermødet på Klitgården i Tversted gav jeg udtryk for at det ikke giver mening kun at nedsætte hastigheden til 30 km på strækningen forbi SPAR Købmand John for senere at sætte denne op igen til 50 km i timen. Vi bor Tannisbugtvej 107 meget tæt ved Tannisbugtvej kun fortovet adskiller vores hus og vejbanen. Her er vi ofte om sommeren vidner til at der er udfordringer på Tannisbugtvej når biler kører stærkt og de mange cyklister specielt om sommeren og højtider må vige for bilerne. Familier med små børn lader børnene cykle på fortovene det er også helt i orden. Vi observer engang imellem at biler bremser hårdt når børnene er for langt ude på kørebanen. Disse scenarier vil der blive flere af såfremt vejen gøres smallere. Et andet problem er lastbilerne vil komme tættere på husene der ligger helt ude ved vejen her er der udfordringer med rystelser pga. Bump ikke mindst fra Kommunens Lastbiler som arbejder med affaldshåndtering de er tunge og vi kan mærke rystelserne fra disse køretøjer dertil kommer alle de andre lastbiler med Catering Til Tannishus de kommer kl 05.00 hver dag ofte 2-3 biler, Så er der de lastbiler der kører til stranden med sand eller med sten. Vi der bor tæt ved vejen kan se frem til yderligere skader på vores huse og så er der børnene og seniorerne på cyklerne. Alt sammen blev fortalt til en repræsentant fra Hjørring Kommune som skrev det nævnte ned men det er åbenbart ikke taget til følge.
Mvh fra Jan og Laila Jensen Tannisbugtvej 107
jje@has.dk mob. 93931471