Lige nu får godt 130 børn fra 0. til 6. klasse kommaerne placeret på rette plads, og regnestykkerne rettet her på Horne skole, små fire kilometer fra Hirtshals.
Skolen blev bygget i 1961 og har været byens omdrejningspunkt lige siden, fastslår TV2 Nord.
– Horne skole gør, at der er liv i byen, og gør, at man har den her gode vilje til at blive lokalsamfund, understreger Line Sejr Vinther, der er forælder til børn på Horne Skole.
For tredje gang på 15 år er der besparelser på vej på skoleområdet i Hjørring, og igen er Horne skole med på brutto-listen over de lukningstroede skoler.
I forvejen er Hjørring Kommune en af de kommuner i landet, der har lukket flest skoler. 12 skoler på 15 år.
– Det giver jo en masse usikkerhed, hvad betyder det her, og eleverne vil måske begynde at snakke indbyrdes, for de hører måske også lidt hjemme ved mor og far, og det giver måske rigtig meget usikkerhed om deres hverdag framadrettet, og der synes jeg, det er vigtigt, at vi har begge ben på jorden, for der ikke er truffet nogen beslutning, fastslår Marie Bruun Jacobsen, der er formand for skolebestyrelsen på Horne Skole.
Nedsat styregruppe
Seks kilometer mod sydvest ligger Tornby – en anden af de lukningstruede skoler på listen.
På de to skoler vil man nemlig opleve det største fald i elevtallet – omkring 15 procent – i de kommende 10 år.
Onsdag aften blev der er her i Tornby nedsat en styregruppe, som skal sikre, at der også i fremtiden er en skole til byens børn – uanset om den er kommunal eller ej.
– For mit eget vedkommende har det betydet, at vi faktisk er flyttet til Tornby, fordi der var en skole her. Vi søgte en lille skole – vi boede egentlig inde i Aalborg – og begyndte at savne noget natur og noget strand og nogle mere frie omgivelser. Og så kiggede vi efter, hvor der var en lille skole henne, og det var der i Tornby, forklarer Line Bredal, der er en del af skolegruppen.
– Vi var her i 2010, vi var der også i 2014, og nu er der gået ni år, og så står vi her igen. Men vi er klar til at kæmpe for det, og vi ved også godt, at det er en svær politisk beslutning at tage, men der kommer til at være en skole i Tornby, uanset hvad beslutningen bliver, pointerer Trine Møller Høyby Sørensen, der også er en del af skolegruppen for Tornby Skole.
Kilde: TV2 Nord.
Link til relateret artikel