I den kommende tid skal byrådet, ifølge et aktuelt nyhedsbrev fra borgmester Arne Boelt (S) og partifællen Rasmus Prehn, tage stilling til at deltage i et såkaldt udviklingsselskab i forhold til den meget højt profilerede grønne omstilling i Hjørring Kommune.

Selskabet skal naturligt nok have kontor på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Det bliver ifølge de fortsat desværre yderst knappe oplysninger med tre parter, nemlig Hjørring Kommune, Hirtshals Havn og Hirtshals Havnefond. Dertil kommer yderligere to private energivirksomheder. Her kunne et kvalificeret gæt være, at den ene af de to virksomheder er den lokale Grøn Gas A/S.

Udviklingsselskabet vil have et årligt driftsbudget på mellem 6 og 7,5 millioner kroner de næste 5 år, idet tanken dermed er, at Hirtshals og Hjørring Kommune skal være et knudepunkt for grøn omstilling af transport med drivmidler af enhver art, hvilket altså ifølge planen menes at have et stort potentiale.
Med de foreløbige og fortsat sparsomme informationer ovenfor ser det altså ud til, at der hermed endelig er blevet prikket et lille, men vigtigt hul på den store byld af interessant information, der gemmer sig bag hemmelighedskræmmeriet omkring fremtiden for Hirtshals Havn.